Ordenes vold

som ‘perker’, ‘neger’ og ‘bøsse’ kan kun gøre ondt, fordi de er knyttet til historiske diskriminations- og eksklusionsprocesser, som giver ordenes deres følelsesmæssige kraft, når de anvendes.

Austin skelner mellem “illokutionære” og “perlokutionære” talehandlinger: De første er talehandlinger, der ved at sige noget gør det, de siger, og gør det i denne sigens øjeblik; de sidste er talehandlinger, der som en konsekvens frembringer visse virkninger; af at noget siges, følger der en bestemt virkning. Den illokutionære talehandling er selv den handling, den bevirker; den perlokutionære leder blot til visse virkninger, der ikke er de samme som talehandlingen selv.

enkeltsubjekter ikke kan drages til fuldt ansvar for deres ords sårende effekter, fordi ordene får deres virkning og autoritet ved at trække på tidligere brug. Derfor må diskussionen om et eventuelt ansvar også fokusere mere på gentagelsen af ordenes voldelige historik og arv: “Ansvaret knytter sig således til talen som gentagelse, ikke som oprindelse” (side 77 i denne bog). Talerens ansvar “består ikke i at genskabe sproget af det blotte intet, men snarere i at genforhandle den overleverede sprogbrug, som begrænser den talendes tale og sætter vedkommende i stand til at tale” (63). Det bliver med andre ord enhver sprogbrugers ansvar at forvalte og gøre sig ordenes historiske arv bevidst, fordi det dermed bliver tydeligt, hvad der reaktualiseres gennem ordenes gentagelse.

sproglige ytringer (eksempelvis dåbsritualer eller domsafsigelse) fungerer som performative ytringer, der skaber det, de siger (man er eksempelvis juridisk skyldig, når ordet ‘skyldig’ artikuleres af dommerens mund

Ord som ‘perker’, ‘neger’ og ‘bøsse’ kan kun gøre ondt, fordi de er knyttet til historiske diskriminations- og eksklusionsprocesser, som giver ordenes deres følelsesmæssige kraft, når de anvendes. De sætter dem, som de benævner, ind i allerede etablerede subjektpositioner, der degraderer og smerter.

Denne løbende genforhandling af konstitutive begrænsninger kaldes også for ‘performativitet’ i Butlers forfatterskab. Handlinger og sprog er netop performative i den forstand, at de opretholder og genforhandler historisk skabte diskurser. Denne tilgang til sproglig performativitet gør op med en radikal konstruktivistisk ide om, at sproget slet og ret skaber, hvad det nævner. Vi undslipper aldrig socialiteten og sprogets historik, men man sætter heller ikke verden med sproget ifølge Butler. Vi indgår i stedet i langstrakte og træge forhandlinger af diskurser — og deres forestillinger om normalitet, afvigelse, identitet og sociale hierarkier — gennem vores (eksempelvis sproglige) praksisser.

Subjekter kan kun handle inden for et socialt felt, der allerede er skabt og begrænset af andres handlinger, men som også kan tegnes op på nye måder gennem nye handlinger. Subjekter formes og former deres liv i konstant samspil med sociale diskurser eller ‘konstruktioner’, der i Bodies that Matter defineres som ‘konstitutive begrænsninger’, men disse diskurser er altså på én gang fundamentale, betvingende og faciliterende i forhold til subjektets eksistens og handlekraft.
Et butlersk eksempel på en konstitutivt begrænsende diskurs kunne være tokønssystemet: Intet barn undgår at blive forstået og indplaceret i forhold til kategorierne dreng/pige og de forventninger, som klæber til kategorierne. Denne kønsdiskurs fungerer som en ‘konstitutiv begrænsning’ for subjektets eksistens og tilblivelse. Barnet eksisterer ikke forud for denne kategorisering, men kommer til verden ved at blive klassificeret som enten det ene eller det andet. Men for Butler skaber denne konstitutive begrænsning af, hvad subjektet kan være (det ene af to muligheder), også et rum for kulturel genforhandling. Subjektet kan således (hvis det understøttes af de rette sociale infrastrukturer) forsøge at genforhandle eller udvide køn­skategorierne.

ord kun kan gøre ondt, fordi mennesker og kroppe bliver til som sproglige væsener, hvis sociale eksistens udfoldes i tæt samspil med samfundsmæssige diskurser. Vi udvikles, anerkendes, efterlades og ekskluderes ved at bruge og udsættes for sprog.

kun kan gøre ondt, fordi mennesker og kroppe bliver til som sproglige væsener, hvis sociale eksistens udfoldes i tæt samspil med samfundsmæssige diskurser. Vi udvikles, anerkendes, efterlades og ekskluderes ved at bruge og udsættes for sprog.

Med andre ord tilbyder Butler os en forståelse af ordenes vold som socialt og historisk fænomen, men også af ordvoldens åbenhed for kontekstuel genforhandling og modfortolkning