Fra omkring år 1700 og helt op til 1950’erne var kritik de voksnes vigtigste magtinstrument. Sådan er det stadig i nogle familier og der findes fortsat samfund, som hylder den teori, at børn kun bliver rigtige mennesker, hvis de hele tiden får at vide, hvor forkerte de er. I de skandinaviske lande blomstrede småbørnspædagogikken efter 2. Verdenskrig, og man tog afstand fra kritikken og indførte rosen som styringsmekanisme.
I nogle familier vil man have ydrestyrede børn, og i nogle samfund vil man have ydrestyrede borgere, men set – som jeg ser det – fra et