RobinSamse på Skatteøen

med det hjørne dér?“ spurgte Samrita og pegede.
Robin gik derhen. „Jeg tror kun, det er spindelvæv,“ sagde han og kiggede efter. „Ja, hele væggen er dækket af store, hvide spindelv…“
I det samme sagde det vhufff

ikke flere flagermus?“ spurgte Kaptajn Blodskæg. Han var for en sikkerheds skyld blevet stående i åbningen.
„Du kan godt komme ind,“ svarede Robin. „Der er fri bane. Der er kun en masse tørre flagermusepøller på gulvet.“
Grotten var ikke særlig stor. Robin kunne se de nøgne klippevægge hele vejen rundt

Der er fri bane. Der er kun en masse tørre flagermusepøller på gulvet.“
Grotten var ikke særlig stor. Robin kunne se de nøgne klippevægge hele vejen rundt. Der var

„Nu er der vel ikke flere flagermus?“ spurgte Kaptajn Blodskæg. Han var for en sikkerheds skyld blevet stående i åbningen.
„Du kan godt komme ind,“ svarede Robin. „Der er fri bane. Der er kun en masse tørre flagermusepøller på gulvet.“
Grotten var ikke særlig stor. Robin kunne se de nøgne klippevægge hele vejen rundt. Der var ingen steder, hvor man kunne begrave

klippevægge hele vejen rundt. Der var ingen steder, hvor man kunne begrave en kiste.
„Hvad med det hjørne dér?“ spurgte Samrita og pegede.
Robin gik derhen. „Jeg tror kun, det er spindelvæv,“ sagde han og kiggede efter. „Ja, hele væggen er dækket af store, hvide spindelv…“
I det samme sagde det vhufff

Splitte mine b…“ Og så, meget højt og skingert: „Hviiiinnn!!! Hjælp!“
Der lød et sus som af tusinde bløde vinger, og så kom en sværm af flagermus baskende ud af grotten. De fløj så lavt over hovederne på dem, at Samrita kunne mærke håret blafre.
Straks efter kom Kaptajn Blodskæg stormende ud igen. Han hylede og skreg som en stukken gris. „Uff! Få den af mig! En flagermus! Få den væk! Jeg kan ikke fordrage de kryb!“
„Hvor?“ spurgte Robin. Han troede måske, at Kaptajn Blodskæg havde fået en flagermus ind under tøjet, sådan som han hoppede og dansede.
„I skægget, mand! I skægget!“
Nu kunne Robin godt se, at noget puslede derinde. Men det var umuligt at få den ud. Dels havde Kaptajn Blodskæg meget svært ved at stå stille, dels var hans skæg ualmindelig stift og svært at få fingrene ind i. Samrita prøvede også, men hun kunne heller ikke få fat i flagermusen.
„Få den nu ud, mand!“ brølede Kaptajn Blodskæg.

Jeg ved ikke, hvordan det er sket. Men pludselig føltes den meget tungere, og nu er

„Jeg er også helt udkørt,“ sagde Robin og lagde sig til rette på jorden. Han nåede lige at mumle, „Sådan nogle palmeblade er faktisk ret bløde at ligge på,“ og så sov han som en sten.

Samrita lagde sig også ned, men straks efter satte hun sig op igen. „Hvad nu, hvis der kommer krybere om natten?“ Hun puffede til Robin, men han sov bare videre.

„Bare rolig,“ sagde Kaptajn Klo og lagde hånden på sin sabel. „Jeg skal nok holde vagt.“

Det var Samrita glad for at høre. Hun faldt i søvn tæt op ad Robin, og endda med et lille smil på læben.

Det var tidlig morgen, da Samrita vågnede. Stormen var drevet over, og sollyset faldt ind i den lille hytte og spillede i hendes ansigt.

Men det var ikke varmen og lyset, der vækkede hende. Det var en af Robins morgenprutter.

„Føj, hvor den hørmer!“ sagde Samrita og gav Robin et ordentligt puf.

Robin satte sig op og gned søvnen ud af øjnene. „Undskyld, sveske,“ sagde han og viftede sig om næsen. Han kunne godt selv lugte den. „Du må også undskylde mig, Kaptajn Klo. Somme tider prutter jeg så højt om morgenen, at ... Hallo? Kaptajn Klo? Hvor er du?“

Robin så sig omkring. Kaptajn Klo var der ikke. Men så fik de øje på ham. Han stod uden for åbningen og fægtede med armene.

„Ship ohøj!“ råbte han. „Skynd jer herud!“

Samrita og Robin kom på benene, men det gik alt for langsomt for Kaptajn Klo. „Kom nu, I dovne landkrabber! Skynd jer ud af fjerene!“ råbte han og pegede ophidset ned mod stranden. „Se! Ship ohøj!“

Samrita kneb øjnene sammen. Der lå et skib for anker ude i bugten. En tremastet skonnert med udkigstønde i masten og en række kanonluger i hver side.

Samrita kneb øjnene sammen. Der lå et skib for anker ude i bugten. En tremastet skonnert med udkigstønde i masten og en række kanonluger i hver side.

„Jeg er også helt udkørt,“ sagde Robin og lagde sig til rette på jorden. Han nåede lige at mumle, „Sådan nogle palmeblade er faktisk ret bløde at ligge på,“ og så sov han som en sten.

Samrita lagde sig også ned, men straks efter satte hun sig op igen. „Hvad nu, hvis der kommer krybere om natten?“ Hun puffede til Robin, men han sov bare videre.

„Bare rolig,“ sagde Kaptajn Klo og lagde hånden på sin sabel. „Jeg skal nok holde vagt.“

Det var Samrita glad for at høre. Hun faldt i søvn tæt op ad Robin, og endda med et lille smil på læben.

Det var tidlig morgen, da Samrita vågnede. Stormen var drevet over, og sollyset faldt ind i den lille hytte og spillede i hendes ansigt.

Men det var ikke varmen og lyset, der vækkede hende. Det var en af Robins morgenprutter.

„Føj, hvor den hørmer!“ sagde Samrita og gav Robin et ordentligt puf.

Robin satte sig op og gned søvnen ud af øjnene. „Undskyld, sveske,“ sagde han og viftede sig om næsen. Han kunne godt selv lugte den. „Du må også undskylde mig, Kaptajn Klo. Somme tider prutter jeg så højt om morgenen, at ... Hallo? Kaptajn Klo? Hvor er du?“

Robin så sig omkring. Kaptajn Klo var der ikke. Men så fik de øje på ham. Han stod uden for åbningen og fægtede med armene.

„Ship ohøj!“ råbte han. „Skynd jer herud!“

Samrita og Robin kom på benene, men det gik alt for langsomt for Kaptajn Klo. „Kom nu, I dovne landkrabber! Skynd jer ud af fjerene!“ råbte han og pegede ophidset ned mod stranden. „Se! Ship ohøj!“

Samrita kneb øjnene sammen. Der lå et skib for anker ude i bugten. En tremastet skonnert med udkigstønde i masten og en række kanonluger i hver side.