Proxy

Det var formentlig Vestsjællands samlede udrykningsstyrke, tænkte Jakob: efter reformer og centraliseringer, som effektivt havde destrueret borgernes tillid til et stedse mere usynligt, djøfiseret og utilgængeligt politi.

papirfragmentet ved spisebordet ude i vinkelstuen.

– Hvad tænker du? spurgte han.

Situationen var så uvirkelig, at hun måtte stirre hårdt på væggene i sin stue: hendes og Niels’ livshistorie: de aflange, groteske masker fra Benin var virkelige, de drabelige, antikke våben fra Sydafrika var virkelige: knobkerries og forskellige spyd og kampvåben.

– Kontanter?

Han pegede hen på anorakken.

– Jeg bryder mig ikke om kreditkort. De kan spores.

– Lad os gøre det, sagde hun roligt. – Lige nu. Du hjælper mig med at pakke, og så kører vi.

– Mener du det?

– Ja.

– Det er i orden, og jeg er tørstig, sagde Andreas og svingede benene ud af sengen.

Og min ekskone ville hjertens gerne fortælle dig, at jeg slet ikke er følsom nok til at have anelser.

– Er det ikke et alvorligt handicap at være så godt som blind, når man foretager obduktioner? spurgte Jakob spidst.

Hun blev senere gift med en partner i et top-advokatfirma og kom til at ligne alle de andre charlottenlundfruer med botox-lammede ansigter og afkom, der talte bedre filippinsk end dansk

Hvem fanden finder også på at kalde et levedygtigt barn for Tanya? Er du fra Ishøj

Så havde en tiltagende irritabel kriminalinspektør ventet nede foran Tanyas opgang, mens hun pilede op til sin lejlighed på tredje sal, smed lidt mad ned til de stoiske guppyer og neonfisk i det lille akvarium, vandede sine mange planter, tog et hurtigt brusebad, skiftede tøj og pakkede en sportstaske med det nødvendigste.

Black Opium fra Yves Saint Laurent