I Luften — der syntes blaa og tyk helt ned til Husene — dansede de lette, hvide Fnug, forvirrende hvide, fine og bløde, tumlende sig mellem hverandre i stille Leg, saa højt Øjet naaede og helt nede. Saadant Vejr holdt han af. Det ejer ikke Foraarets berusende Haab, ikke Efteraarets Tungsind, ikke Sommerhedens mætte Ro eller Vinterkuldens strenge Styrke; men det ejer en Blidhed, en Sarthed, en melankolsk Ømhed, som den, vi søger i Kvinders Kærtegn