Men én ting, jeg ved, jeg duer til, er børn. Jeg har fået et stort kuld af stærke, sunde og helt specielle børn, som alle har fået mindst ét af mine træk som gennemgående hos dem. Flere i mine omgivelser har bemærket det.
Asbjørn og Magnus har fået sensitiviteten. Evnen til at mærke andre mennesker, næsten før de selv kan. Det er det, jeg kalder rovdyrtræk. Det har gjort dem til forsigtige og meget empatiske drenge som små, men jeg kan se, at de med alderen transformerer det til indlevelse og en evne for ægte lederskab af andre mennesker.
Ida har fået virkekraften. Hun koordinerer og arrangerer ting, som hendes jævnaldrende aldrig ville kunne overskue. Og er jeg eller Ole der ikke, tager hun forældrerollen, og får den også naturligt tildelt af de andre. Hun er skrap, men retfærdig.
Freja har fået frækheden, livslysten og troen på sig selv. Jeg glæder mig til at følge hende i gymnasiet, hvor hun helt sikkert vil blive jagtet af lærere og kastet tavleklude efter med et glimt i øjet.
Tea? Hun er venligheden og ordentligheden selv krydret med en ekstremt høj etik. Og så har hun fået en snert af min angst, men det meste af tiden bruger hun den konstruktivt til at sikre sig, at intet går galt. Skal jeg være sikker på, at noget bliver husket og gjort, er det hende, jeg betror opgaven til.
Fælles for dem alle er sødmen, mildheden, åbenheden og tilliden til andre mennesker. Den fandt jeg først i mig selv som voksen, men den har de fået med sig fra starten. Det bliver spændende at se, hvordan de forvalter den meget mærkelige arv, de har fra mig.
Mine børn har spurgt mig adskillige gange, hvorfor de ikke hedder Zornig ligesom mig. Så fortæller jeg dem, at jeg ikke ville videreføre arven fra det navn. Jeg har haft brug for navnet, fordi jeg havde brug for vreden for at frigøre mig fra min arv. Mine børn har ikke brug for vreden. De er født ind i lys og kærlighed. Til gengæld har mine nevøer og niecer stadig brug for navnet. De har brug for lidt mere vrede, lidt mere Zornig.
De har ikke brug for at få at vide, at de ikke må bruge navnet Zornig, som jeg fik at vide på min Facebook-væg, da jeg som nyudnævnt børnerådsformand talte offentligt om min families alkoholproblemer. Dele af min fars familie ville ikke forbindes med mig via navnet, blev der skrevet. Hvilket desværre for dem er et livsvilkår, på samme måde som det er et livsvilkår for mig at være vokset op i helvede.
Jeg er og bliver en Zornig. Og jeg er vred.