Et stort anlagt panorama over det 19. og 20. århundredes politiske tænkning, praksis og filosofi, hvor Per Stig Møller gør op med det antihumanistiske menneskesyn, som hersker inden for de marxistiske og strukturalistiske teorier, hvori mennesket ganske er forsvundet. Forfatteren tager sit udgangspunkt i en analyse af Februarrevolutionen 1848 i Frankrig, der søgte at reformere landet i retning af en demokratisk socialisme, men efter kun 120 dage blev standset af de antihumanistiske kræfter til højre og venstre. Et kommunistisk mindretal polariserede forholdene så meget, at revolutionen efterfulgtes af reaktionen i form af Napoléons diktatur. Her praktiseres de antihumanistiske teorier for første – men ikke for sidste gang. Hverken Lenin eller Stalin gjorde andet end hvad Marx og senere teoretikere anbefalede, hvilket forfatteren viser gennem analyser af breve, artikler og værker fra 1848 til den 25. kongres.
Per Stig Møller opponerer mod denne antihumanistiske menneskeopfattelse, der fører til en bevidst modstand mod demokratiet og den humanistiske socialisme i tillid til, at man har den sande lære fra Marx og blot kan skabe det fuldkomne menneske ved at skabe det fuldkomne miljø.
Den antihumanistiske ideologi ligger bag de strukturelle videnskaber, som i dag behersker de nordiske universiteter, men netop deres uvidenskabelige, ideologiske eller spekulative udgangspunkter afdækkes i en række analyser af Althusser, Lacan, Lévi-Strauss, Barthes m.fl. Faktisk viser en lang række nye forskningsresultater det ubegrundede i den antihumanistiske teori, og forfatteren fører læserne ind i disse nye iagttagelser.
Imod den antihumanistiske udvikling, der bl.a. gennem borgerlighedens holdningsløse pragmatisme over for en forenklet miljøtro og lighedsdoktrin har ladet vort sociale demokrati udvikle sig til et socialteknokrati, sætter Per Stig Møller en socialt bevidst og etisk humanisme baseret på en ny videnskabeligt bekræftet menneskeopfattelse. I en række værdianalyser påviser han, hvorledes marxismen og sociologismen er i færd med at nedbryde menneskehedens universelle værdisystem, som humanismen og demokratiet er dele af og derfor også lever og dør med.