Sønner og elskere

”Moder!” klagede han – ”moder!”

Hun var den eneste, som holdt ham fast, ham, midt i alt dette. Og hun var borte og selv gået ind i alt dette. Han ville, hun skulle røre ved ham, tage ham til sig.

Men nej, han ville ikke give op. Han vendte brat om og gik ind mod byens fosforgyldne glans. Hans næver var knyttede, hans mund fast lukket. Han ville ikke vælge retningen ind i mørket for at følge hende. Han gik ind imod den svagt summende og glødende by, hurtigt.

Nu gik hun fra ham. I sin ulyksalighed lænede hun sig ind imod ham, medens de sad i sporvognen. Han var ligegyldig. Hvad skulle det blive til med ham? Hvordan skulle det ende med ham? Hun kunne ikke tåle den, den tomme følelse af, hvad der skulle blive af ham. Han var så gal, så selvødelæggende og aldrig i fred med sig selv. Og hvor ville han nu gå hen? Og hvad brød han sig om, at han ødelagde hende? Han havde ingen religion; det, han følte, det følte han kun for nuets tilfredsstillelse, og ikke andet, og ikke dybere. Men hun ville vente og se, hvordan det gik ham. Når han havde fået nok af det, ville han vel give op og komme til hende.

Da han slap hende, følte han det som om han bedrog hende for selve livet. Men han vidste, at hvis han blev og kvalte sit indre, fortvivlede jeg, så fornægtede han sit eget liv. Og han håbede ikke, at han skulle give hende livet ved at fornægte sit eget.

”Jeg er ikke sikker på,” sagde han langsomt, ”at ægteskabet ville blive til nogen videre nytte.”

”Jeg tænker bare på dig,” svarede hun.

”Det ved jeg. Men – du elsker mig så højt, at du helst vil putte mig i lommen. Og dér ville jeg dø af kvælning.”

Hun bøjede hovedet, puttede fingeren i munden, medens bitterheden skyllede op i hende.

”Men hvad vil du ellers gøre?” spurgte hun.

”Det ved jeg ikke – gå videre, tænker jeg. Måske tager jeg snart til udlandet.”

Paul gik hjem og var optaget af at skænke for gæsterne. Faderen sad ude i køkkenet sammen med fru Morels slægtninge, ”fine” folk, og græd og sagde, hvilken god tøs hun havde været, og hvorledes han havde prøvet at gøre alt, hvad han kunne for hende – alt. Han havde hele sit liv stræbt efter at gøre, hvad han kunne for hende, og han havde intet at bebrejde sig. Hun var borte nu; men han havde gjort sit bedste for hende. Han tørrede øjnene med sit hvide lommetørklæde. Han havde intet at bebrejde sig, gentog han. Hele sit liv havde han gjort sit bedste for hende.

Og det var sådan, han forsøgte at gøre sig kvit med hende. Han tænkte aldrig på hende personligt. Han fornægtede alt dybt nede i sig. Paul hadede sin fader for, at han sad og blev sentimental over hende. Han vidste, at han ville sidde sådan på værtshusene. For den virkelige tragedie gik sin gang i Morel på trods af ham selv.

Bøn var hende en nødvendighed. Så sank hun hen i selvopofrelsens rus og drømte sig selv ind i en Gud, der blev ofret, en ekstase, som giver mange menneskesjæle den dybeste lykke.

Hun drømte stadig om William og om, hvad han ville kunne drive det til med hende bag sig. Aldrig et sekund ville hun overfor sig selv indrømme, hvor tungt hendes hjerte var af angst på hans vegne.