Forestillinger om Støv 2 – Det Hemmelige Samfund

han begyndte at evaluere de nyheder, købmanden havde viderebragt til ham. Men der havde været noget ved måden, manden havde set på ham på, mens han fortalte, noget overrasket, måske skeptisk, måske tvivlrådigt. Det havde været svært at aflæse. Delamare kendte i forvejen en del til disse mænd fra bjergene, og hans formål med at spørge til det var udelukkende at finde ud af, hvor meget andre kendte til dem

Gæsten bukkede og gik. Delamare placerede flasken med olien i en skrivebordsskuffe og låste den, hvorefter

Bjergpassene er sikre, eller det plejede de at være, for stierne er velbetrådte. Men måske ikke mere. Alle bjerge er farlige. Hvem ved, hvilke mennesker der lever der? Bjergene er tilholdssteder for ånder, monstre. Ethvert menneske, der lever blandt dem, bliver vilde og grusomme. Og så er der fuglene, oghâb-gorger. Der verserer historier om de fugle, som ville skræmme livet af enhver rejsende.“
„Jeg er interesseret i mændene. Hvad siger folk om dem? Er de organiserede? Har de en leder? Ved man, hvorfor de tilintetgjorde forsøgsstationen i Tashbulak?“
„Så vidt jeg har forstået, fordi de anså stationens undersøgelser for blasfemiske.“
„Fortæl mig om deres tro. Hvad regnes for blasfemisk hos dem?“
Købmanden rystede på hovedet og slog beklagende ud med hænderne.
Delamare nikkede langsomt og slog let på en lille bunke sammenfoldede og plettede kvitteringer. „Er det de påløbne udgifter?“

Det var sælgeren, der informerede mig om det. Han fortalte, at han ved sin sidste rejse til forsøgsstationen fandt folkene i en tilstand af frygt efter trusler om tilintetgørelse, hvis ikke de ophørte med deres forsøg. De var i færd med at pakke og gøre forberedelser til at komme væk. Men på et tidspunkt, efter jeg forlod Akchi, og før jeg ankom hertil, hørte jeg, at stationen var blevet tilintetgjort. Alle, som stadig befandt sig der, videnskabsfolk såvel som lokale arbejdere, var enten flygtet eller blevet dræbt.“
„Hvornår fik du det at vide?“
„Det er ikke længe siden. Nyheder spredes hurtigt.“
„Hvem var det, der ødelagde stedet?“
„Mænd fra bjergene. Mere ved jeg ikke.“
„Hvilke bjerge?“
„Der er bjerge i nord, vest og syd. I øst er der kun ørken, den værste i verden. Bjergpassene er sikre, eller

„Det vil sige, at rosenolien handles så langt vestpå.“
„Jeg havde på forhånd ladet det rygtes, hvad jeg var ude efter,“ sagde den rejsende og tog sine briller af. „Forhandleren var kun kommet for at møde mig. Han kunne sagtens have solgt det til medicinalfirmaet, men han var en ærlig mand.“
„Medicinalfirmaet? Hvilket firma?“
„Der er tre eller fire af dem. Vestlige firmaer. De er villige til at betale en hel del, men det lykkedes mig altså at erhverve denne prøve. Jeg har regningen –“
„Du skal få dine penge. Men først har jeg endnu et par spørgsmål. Hvem forseglede flasken med voks?“
„Det gjorde jeg.“
„Og har den været i din varetægt hele vejen?“
„For hvert skridt.“
„Og har den en udløbsdato, denne olie? Vil dens egenskaber udvandes med tiden?“
„Det ved jeg ikke.“
„Hvem køber den? Hvem er denne forhandlers kunder?“
„Han sælger ikke kun olie, monsieur, men også andre produkter. Mere gængse varer som helbredende urter, krydderier til madlavning og den slags. Alle kan komme og købe, hvad de vil. Den særlige olie bliver hovedsagelig brugt af shamaner, så vidt jeg ved, men der er en videnskabelig forsøgsstation i Tashbulak, som –“ han måtte have brillerne på, da han studerede kortet igen, „– som ligesom ørkenen ligger lige uden for dette kort. Han har ved enkelte lejligheder solgt olien til videnskabsfolkene. De var meget ivrige efter at erhverve sig den og betalte prompte, om end ikke helt så meget, som medicinalfirmaerne betaler. Jeg bør sige, at der var sådan en station indtil for nylig.“
Delamare rettede sig langsomt op i stolen „Der var?“ sagde han. „Forsæt.“

Nej, monsieur.“
„Heldigt for dig. Byen, hvor du købte olien – vis mig den på kortet her.“
Delamare rejste sig for at hente et landkort og foldede det ud på bordet foran den rejsende. Det viste en region på omtrent fire hundrede kvadratkilometer, med bjerge i syd og nord.
Gæsten tog et par oldgamle ståltrådskantede næsebriller på, før han studerede kortet. Han pegede på et punkt nær den vestlige kant. Delamare fulgte med og vendte dernæst sin opmærksomhed mod den østlige side, hans blik gled søgende frem og tilbage.
„Karamakan-ørkenen ligger en smule længere mod sydøst, end dette kort viser,“ sagde den rejsende.
„Hvor langt fra den by, du nævnte, fra Akchi?“
„Fem hundrede kilometer, mere eller mindre.“

„Findes der en oversættelse til et af de europæiske sprog?“
„Jeg tror, der findes en på fransk, men den menes ikke at være helt udførlig.“
Delamare noterede det. „Og hvad så du under indflydelse af denne olie?“ spurgte han.
„Jeg så en nimbus eller en glorie komme til syne omkring forhandleren, det var glitrende partikler af lys, mindre end et gran mel. Og mellem ham og hans daimon, en spurv, svævede en konstant strøm af disse lyspartikler frem og tilbage mellem dem, uophørligt fra den ene tilbage til den anden. Mens jeg betragtede det, slog det ned i mig, at jeg overværede noget fundamentalt og sandt, noget, som jeg herefter aldrig ville kunne fornægte. Visionen fortonede sig og forsvandt, og da vidste jeg, at rosenolien var ægte, så jeg betalte forhandleren og rejste tilbage hertil. Jeg har disse kvitteringer, som–“
„Læg dem bare på bordet. Har du talt med nogen andre om dette?“

„Jeg har selv testet den,“ sagde gæsten. „Efter forhandlerens instrukser dryppede jeg en minimal dråbe på min lillefinger og holdt den ind mod mit øjenæble. Det er åbenbart sådan, shamanerne gør, når de bruger olien. Smerten var øjeblikkelig og chokerende, hvilket var grunden til, at forhandleren først havde insisteret på, at vi forlod tehuset og tog til hotellet, hvor jeg boede. Jeg kom til at skrige af chok og smerte. Jeg ville skylle mit øje i en fart, men forhandleren rådede mig til at sidde stille og lade det gå sin gang. At skylle det ville kun få smerten til at brede sig. Efter ti-femten minutter begyndte den værste smerte at fortage sig. Jeg kunne se de effekter, som beskrives i digtet om Jahan og Rukhsana.“
Delamare havde skrevet gæstens ord ned i takt med, at han fortalte. Nu holdt han inde og afbrød med en løftet hånd. „Hvad er det for et digt?“
„Digtet hedder Jahan og Rukhsana. Det fortæller eventyret om to elskende, der leder efter en have, hvor roser gror. Da de to elskende anført af fuglenes konge til sidst træder ind i rosenhaven efter mange trængsler, velsignes de med visioner, som folder sig ud ligesom rosernes kronblade og afslører sandhed efter sandhed. I snart tusind år er dette digt blevet holdt i ære i de regioner af Centralasien.“

Jeg har selv testet den,“ sagde gæsten. „Efter forhandlerens instrukser dryppede jeg en minimal dråbe på min lillefinger og holdt den ind mod mit øjenæble. Det er åbenbart sådan, shamanerne gør, når de bruger olien. Smerten var øjeblikkelig og chokerende, hvilket var grunden til, at forhandleren først havde insisteret på, at vi forlod tehuset og tog til hotellet

troldmand, der har fået dig til at glemme alt, hvad du har haft kært, alt det mystiske, alle de steder, hvor skyggerne holder til. Kan du ikke se tomheden i de verdener, de beskriver, ham og Talbot? Du synes jo i virkeligheden ikke, verden er så gold. Det kan du da ikke, vel? Du er fanget i en tåge – det må du være.“