Byens spor

Afdelingerne sender et budgetforslag i løbet af november måned til Arbejdskomitéen og meddeler, hvorledes bestyrelsen har tænkt sig at disponere de indkomne midler.

Tal, så man kan forstå dig, Ewald!
– Nærig.
– Næ, overlad du nærigheden til mig.

taxa. Penge sparet er trods alt penge tjent. Han følger Kristian Augusts gate forbi Nasjonalgalleriet og Tullinløkka, som er byens bund. Alt strømmer herned fra højderne

at nogen kan elske ham. Han lægger en krone på bordet til lokumspasseren, som til gengæld rækker ham et lille, indpakket

Afdelingen ledes af en bestyrelse bestående af op til 5 medlemmer med suppleanter. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen.

Inde på Ullevål Sygehus, som i sin tid var Europas største, flager man også på halv. Antallet af døde vil sandsynligvis stige i dag.

– Var det ikke godt nok? spørger Jesper.
– Forsøger du at imponere mig?
– Det ved jeg ikke.
– Det skal du aldrig forsøge på. Du skal aldrig forsøge at imponere nogen. Og du skal heller aldrig skynde dig.

– Det meste i livet er kedeligt, siger Enzo Zanetti.
– Hvorfor gør vi det så?
– Fordi det kedelige skal føre os frem til lykken, Jespe

Maj går ud med Stine igen. Nogle døre smækker. Ewald kigger på Jesper.
– Jeg tror, vi skal tage opvasken i dag, siger han.
Bagefter hænger de ABC’en til tørre over komfuret.
Klokken otte ringer telefonen. Det er den første rigtige opringning, de får. Denne gang er det ikke en test. Ringetonerne er skarpe og vedvarende og kan høres i hele lejligheden. Ewald rejser sig fra stolen i spisestuen, Maj retter sig op fra vuggen i soveværelset, Jesper farer sammen over den smalle skrivepult i forstuen. De samles i dagligstuen. Telefonen bliver ved med at ringe. Ewald tager den. Ligesom sidst taler han højt og tydeligt:
– Det er hos Kristoffersen, værsgo.
Så lytter han et øjeblik, virker skuffet, næsten fornærmet, og vender sig om mod Maj.
– Det er til dig.
Maj kommer nærmere, hvisker:
– Fra hvem?
– Røde Kors! Hvem ellers?
Maj tager fat om telefonrøret med begge hænder og holder det op til øret. Ewald tager Jesper med ud af stuen og lukker døren. Folk, der taler i telefon, skal kunne gøre det i fred. Det er en privatsag. Det ærgrer ham, at det var Maj, der fik den første opringning. Samtidig er han lettet. Det kunne jo have været en dårlig nyhed. Ewald lytter og begynder allerede at blive utålmodig.
– Som kvinder dog kan knevre, siger han.
Jesper lytter også, men kan ikke høre noget. Det betyder, at det er den anden, der taler, fra et andet sted. Det gør ham

Alternativt skulle Jesper være nødt til at sove et andet sted, og det kommer ikke på tale. Det må altså stå i dagligstuen. Det er der, et klaver hører hjemme. På alle malerier står klaveret i dagligstuen. Det ved Ewald. Men et klaver er et trættekært møbel. Det kræver sin ret. Væggen ud mod Gørbitz gate er for kort. På den modsatte side er kaminen i vejen, og altandørene fylder jo det halve af rummet, når man åbner dem. Klaveret må altså stå i spisestuen, i hjørnet under uret. Så kan Jesper spille hver søndag efter desserten, præcis som i gamle dage på Bristol. Flyttemændene får omsider lirket klaveret på plads. Ewald henter øl til dem i køkkenet. Han kaster et blik ned i gården. Snemanden er færdig. Nogen har anbragt en hat på toppen. Nu venter snemanden kun på at smelte. Ewald vil ikke tænke den slags tanker, ikke på en dag som denne. Det fortjener han ikke. Han går tilbage til stuen og rækker hver af mændene en guldbajer. De bæller den på stedet, bortset fra chaufføren, der stikker flasken i lommen. Da de er gået, kan Jesper vælge mellem Isi-cola og Solo. Han kan ikke bestemme sig og vil godt have begge dele. Eftersom det her jo er en særlig dag, går Ewald med til det. Selv skænker han sig et glas eau de vie og tænder en Gitanes, som alle ansatte på Dek-Rek fik af Rudjord før jul. Han synker udmattet og tilfreds ned på en stol og skåler, ja, hvis bare han ikke tænker for meget på Oslos 900-årsjubilæum, snemanden, og at han skal dø inden så længe, må han med hånden på hjertet