Arven 1: Eragon

“Det kan jeg desværre ikke. Garrow venter mig,” sagde Eragon og bandt rygsækken til.

Saphira brølede af smerte og krængede forover, så fødderne slap jorden. Hendes vinger foldede sig ud for at hindre dem i at styrte, mens hun svajede vildt til den ene side, så den højre vingespids skrabede mod jorden.

Orik samlede de resterende genstande op fra jorden.

Skyggerne bliver lange

Ensomheden skyllede med ét gennem Eragon på trods af Saphiras tilstedeværelse.

Velsign barnet, Argetlam

Murtagh stivnede, hans ansigt blev så hårdt som jern, hans næver knyttedes, hans halsmuskler spændtes.

Sent på formiddagen, efter at de var styret uden om en særligt bred bjergudløber, fik Eragon øje på en snæver dal, skåret ind i bagsiden på den.

En vej åbner sig

Tilfangetagelse i Gil’ead