Halt i livsfare – Skyggens lærling 9

Bare kald på mig, hvis du får brug for mig. Så kommer jeg farende.

„Selvfølgelig taler vi med dem,“ havde den gråsprængte Ranger sagt. „Vores heste er langt mere fornuftige at tale med end de fleste mennesker. Og desuden,“ tilføjede han i et lidt mere alvorligt tonefald, „er vi dybt afhængige af vores heste. Vi stoler på dem, og de stoler på os. At tale med dem styrker det særlige bånd, der er imellem os.“

uden varsel, åbnede træerne sig op, og de kom frem til bredden af et stort, sort vandområde.
„Grimsdell-søen,“ sagde Will triumferende. Herfra, vidste han, var de knap ti minutter væk fra Healerens Lysning. Men ti minutter i hvilken retning? Den sorte sø kendte han godt men ikke den del af bredden, de var kommet ud til. Så snart søen var ude af syne, kunne de tumle forvildet af sted gennem skoven og fare vild igen i løbet af få minutter.
Tug drejede hovedet for at se på ham. Der har du dine frøer. Nu har jeg gjort mit.
Will klappede den taknemmeligt på halsen. „Godt klaret, Tug. Nu er det min tur til at gøre noget.“
Pludselig fik han en idé. Han stak to fingre i munden og udstødte

Så hvis vi går ud fra, at han ikke har ændret ved tidsplanen, kan det ikke vare længe, før de gør sig klar til lidt salmesang og en rask omgang ’giv mig jeres penge’!“

Smut op i det træ og se dig om,“ sagde han, og tilføjede så: „Bliv på denne side af stammen, mens du gør det.“
Will sendte ham et bredt smil. „Jeg er ikke født i går.“
Halt hævede det ene bryn. „Muligvis ikke. Men du kunne være død i dag, hvis jeg havde ladet dig buldre lige ud på åbent land for nogle minutter siden.“

Der er bare lige det …“ begyndte Horace, men tøvede så. Halt gjorde tegn til ham om at fortsætte. „Jo altså, jeg tænkte, at vi jo også ville være under pres, ikke? Hvad nu, hvis det er os, der begår en fejl?“
Halt betragtede ham i flere sekunder uden at sige noget. Så vendte han sig om mod Will. „Han er vel nok en rigtig lille solstråle, hva’?“

Når i to ikke står og lurer inde mellem buskene,“ indskød Horace, „er i trods alt ret lette at genkende. Der rider ikke ret mange folk rundt heromkring med store langbuer og spættede hættekapper.“
„Det ville jeg aldrig have tænkt på selv,“ sagde Halt tørt. „

Hold så op med at plage mig, lille hund, så det ud, som om Tug sagde. Jeg kender din mor.

Som Halt havde sagt, ville det være en udgave af lovet være Alseiass og giv mig jeres penge. Men nok lidt mindre åbenlyst, tænkte healeren med et skævt smil.

Men det kommer sikkert til at tage ham der Barrett et par dage at få trommet sine folk sammen.“
„Hvad der også er grunden til, at jeg sender dig af sted i forvejen,“ forklarede Tennyson, mens et lettere sarkastisk tonefald krøb ind i hans stemme „Men hvis du bliver ved med bare at stå der og knevre, kommer jeg måske til at finde en anden mand til jobbet.“