Bag lukkede døre

Jørgensen © Katrin Agency

Vi er et godt stykke inde i marts, men der er stadig bid i luften, og Jack vil gerne have, at vores gæster har det så lunt og rart som muligt.

meget smukt.”
”Det er selvfølgelig en fare

Du har malet portrætter før, ikke?”
”Jo, nogle stykker.”
”Godt

Men jeg skal da stadig have en brudepige.”

samme måde eller komme så sent hjem fra arbejde

”Hænger de her et sted?”
”Nej, de hænger desværre andre steder i huset.”
”Så det kun er Jack, der kan se dem,” siger Adam spøgefuldt.
”Og Grace. Ikke også, skat?” siger Jack og smiler hen til mig. ”Det er kun os, der kan se dem.”
”Det er rigtigt,” siger jeg og vender ansigtet væk.

Jack insisterede på selv at vælge huset, fordi det skulle være min bryllupsgave, så jeg så det først, da vi kom hjem fra vores bryllupsrejse. Selv om han havde sagt, at det var perfekt til os, forstod jeg ikke rigtig, hvad han mente, før jeg så det. Ejendommen ligger på en stor grund i udkanten af den lille by, så der er præcis så uforstyrret, som Jack har brug for, samtidig med at han nyder det privilegium at eje det smukkeste hus i Spring Eaton. Og det sikreste. Det er udstyret med et kompliceret alarmsystem med stålskodder for vinduerne i stueetagen. Det må forekomme sært for de andre, at de ofte er lukket i dagtimerne, men som Jack siger til alle, der spørger, så har sikkerhed en meget høj prioritet, når man har et job som hans.
Vi har mange malerier på væggene i dagligstuen, men folk lægger som regel særlig mærke til det store røde maleri, der hænger over kaminen. Diane og Adam, der har set det før, kan ikke lade være med at gå hen og kigge på det igen, og Rufus går med, mens Esther bliver siddende i en af de flødefarvede lædersofaer.
”Det er fantastisk,” siger Rufus og ser fascineret på de hundredvis af små mærker, der fylder det meste af lærredet.
”Det hedder Ildfluer,” bemærker Jack, mens han vikler ståltråden af champagneflasken.
”Jeg har aldrig set noget lignende.”
”Det er Grace, der har malet det,” fortæller Diane ham. ”Er det ikke utroligt?”
”I skulle se Graces andre malerier.” Jack lirker proppen af champagnen næsten uden en lyd. ”De er ganske forbløffende.”
Rufus ser sig interesseret rundt i lokalet.

FØR
Da Jack og jeg fortalte Millie, at vi skulle giftes, spurgte hun straks, om hun måtte være brudepige.
”Selvfølgelig må du det!” sagde jeg og gav hende et kram. ”Det må hun da,

Lad mig gætte – du troede, at det gode ville sejre over det onde, eller at en ridder i skinnende rustning ville komme og redde dig og Millie fra skæbnen.”