Når kvinder elsker

Hvis menneskeheden kom ind i en blindgade og brugte sig selv op, så kunne det evige skabende mysterium frembringe et andet væsen, finere, mere vidunderligt, en ny, bedre race, der skulle fortsætte skabelsens legemliggørelse. Spillet var aldrig tabt. Skabelsens mysterium var uendeligt, ufejlbarligt, uudtømmeligt, evigt. Racer kom og gik. Arter forsvandt, der kom stadig nye arter, der var herligere eller lige så herlige, og som altid overgik ens fatteevne. Kildespringet kunne aldrig ødelægges og kunne aldrig findes. Det havde ingen grænser. Det kunne frembringe mirakler, skabe helt nye racer og nye arter, når det selv fandt det betimeligt, nye former for bevidsthed, nye former for kroppe, nye levende enheder. At være et menneske var intet i sammenligning med det skabende mysteriums muligheder. At lade sit pulsslag dirigere direkte fra det mysterium, det var det fuldendte, den usigelige tilfredsstillelse. Om man var menneskelig eller umenneskelig spillede ingen rolle. Denne puls slog hos uforklarlige væsner, hos endnu ufødte arter.

ende på verden. Eller også var der Loerkes angstfulde drøm om, at jorden blev kold, og der faldt sne alle vegne, således at der kun kunne leve hvide skabninger, isbjørne, hvide ræve og mennesker, der lignede frygtelige, hvide snefugle, i isens grusomhed.

Hvad fremtiden angik, så berørte de den aldrig, undtagen når en af dem leende fremstillede en grotesk drøm om, hvorledes verden blev ødelagt ved en tåbelig katastrofe, der skyldtes menneskets opfindelser – et menneske opfandt et så fuldkomment eksplosionsmateriale, at det sprængte jorden i to stykker, og de to halvdele for så af sted i hver sin retning gennem himmelrummet til menneskenes rædsel – eller også delte alle mennesker sig i to halvdele, hvor hver halvdel kom til det resultat, at de selv var rigtige og gode, mens den anden halvdel havde uret og måtte tilintetgøres; hvorved der således fremkom en anden

Somme tider syntes fru Crich, at hendes mand ligesom var en slags dødningefugl, der levede af andre menneskers elendigheder. Hun syntes, at han aldrig var tilfreds, hvis han ikke fik serveret en eller anden frygtelig historie, som han satte til livs med en slags sørgmodig, medfølende tilfredsstillelse. Han ville ikke have nogen eksistensberettigelse, hvis der ikke fandtes nogen bedrøveligheder i verden, ligesom en bedemand ikke ville være nogen nytte til, hvis der ikke var nogen begravelser.

At dø er at glide bort med det usynlige. At dø er også en lykke, en lykke ved at underkaste sig det, der er større end det, vi kender, nemlig det helt ukendte. Det er en lykke. Men at leve mekaniseret og afsondret indenfor viljens grænser, at leve som et væsen, der har frigjort sig fra det ukendte, det er usselt og uværdigt. Der er intet uværdigt ved døden. Derimod rummer et uudfyldt, mekaniseret liv noget fuldkommen uværdigt. Livet kan i høj grad være uværdigt, usselt overfor sjælen, men døden er aldrig ussel. Selve døden har vi ingen mulighed for at besudle, lige så lidt som det grænseløse rum.

Ursula skulle lige til at bryde ud i et svar, da Hermione løftede hovedet og begyndte på sin eftertænksomme, syngende manér:

”Jeg tror – jeg tror virkelig, vi må have mod til at bruge de lavere dyr efter vort behov. Jeg tror, der er noget galt, når vi betragter hvert eneste levende væsen, som om det var os selv. Jeg tror, det er forkert at forestille sig, at ethvert levende væsen har samme følelser som vi. Det røber mangel på evne til at skelne, en mangel på kritik.”

”Tror du, at det at leve er hele livets indhold og mening?” spurgte Birkin med en direkte, koncentreret alvor i stemmen.

”Mit eget livs?” sagde Gerald.

”Ja.”

Der blev en forlegen pause.

”Det tør jeg ikke sige,” sagde Gerald. ”Hidtil har det ikke været det.”

”Hvori har dit liv da hidtil bestået?”

”Å – i selv at opdage tingene – og få erfaringer – og få det hele til at glide.”

Birkin rynkede brynene, så de stod som skarpe folder af stål.

”Jeg synes,” sagde han, ”at man må foretage sig i det mindste én helt ren handling – jeg ville kalde elskov en helt ren handling. Men alligevel elsker jeg ikke nogen – ikke for øjeblikket.”

Det er den eneste store forskel, der er i verden,” sagde han. ”Forskellen mellem det virkeligt sanselige væsen og så den fordærvede, gennemreflekterede uanstændighed, som de fleste af vores slags repræsenterer. I vores natlige stund har vi altid det elektriske lys tændt, vi iagttager os selv, vi ligesom opsuger det hele med hjernen. Man må lade sin bevidsthed glide helt bort, før man kan forstå, hvad der er sanselig virkelighed, glide helt bort i forglemmelse og opgive enhver viljesytring. Det er nødvendigt. Man må lære at ophøre med at eksistere, før man kan komme til rigtig at eksistere.

Men vi bilder os så meget ind om os selv – det er fejlen. Vi er så indbildske – og så lidt stolte. Vi ejer ikke stolthed, det er alt sammen indbildskhed, vi er så indbildske over de papmaché-jeg’er, vi konstruerer os. Vi ville hellere dø end give afkald på vores lille selvretfærdige, egensindige egenvilje.”