Skyggemand

40.101 DDR-borgere menes at være flygtet over bygrænsen i Berlin og den tysk-tyske grænse i de 28 år, Muren stod. Hvor mange af flygtningene der nåede friheden med en flugthjælpers assistance, lader sig ikke opgøre, men de skal formentlig tælles i tusinder.

Det, der udspillede sig kort efter flugten, var også ganske interessant. Herluf Rasmussen stod foran en rejse til FN-hovedkvarteret i New York og kunne derfor ikke ordne alt det praktiske for de tre flygtninge, som boede hos familien i Hvidovre. Folketingsmedlemmet fra SF betroede sig til udenrigsministeren, socialdemokraten Per Hækkerup. Det blev efter sigende selveste ministeren, der personligt – og i al stilfærdighed – sørgede for, at Hilde og hendes piger fik de nødvendige tilladelser til at opholde sig i Danmark. Den lille østtyske familie blev boende hos Rasmussens i et års tid, inden de fandt deres egen bolig. De var nogle af de ganske få østtyske flygtninge, som valgte at blive i Danmark.

To uger senere er den gal igen. Denne gang er det fangen Raimers, som beretter, at Helmut kommer med hånlige kommentarer om DDR, når de arbejder i værkstedet: »Rohrbecks opførsel er provokerende. Han griner altid, når vi mangler materialer. Når andre fanger spørger, hvor vi mon kan finde nogle materialer, svarer han: »måske i Vesttyskland.

Når Wilhelm ser op fra den dybe fængselsgård i Pankow, ser han en vagt stå ved et gelænder oppe på muren. Udsigten ændrer sig kun, når vejret skifter, eller maskinerne, der er under indflyvning til den nærliggende Tegel-lufthavn i Vestberlin, indimellem buldrer over himlen. På et tidspunkt i løbet af sommeren bemærker han et firemotorers jetfly over gården. Først senere finder han ud af, hvem der sad i det.
Den 26. juni taler præsident Kennedy til vestberlinerne og siger, at han er en af dem. Fire ord, der bliver mejslet ind i historien.

Flugten i sig selv kunne være svær, men en ny begyndelse i Vesten var ligeledes en kæmpe udfordring. Historikeren Christine Brecht skriver: »Det handlede ikke kun om at finde en bolig og et arbejde og finde sig tilrette i de nye omgivelser. Det handlede snarere om at tilpasse sig et andet samfund, hvor politik, økonomi og hverdag fulgte ukendte regler. I Forbundsrepublikken skulle de nyankomne slå bro over de forskelle mellem øst og vest, der var opstået med delingen.«

En flugthjælper, der senere bliver anholdt i DDR, fortæller i forhøret, at en mand med tætte forbindelser til vesttyske efterretningsfolk har forsøgt at ‘købe’ en hel flugthjælpergruppe i slutningen af 1962. Målet skulle være at få dem til at udføre flugthjælp for efterretningstjenesten. Det blev angiveligt ikke til noget, fordi man ikke kunne blive enige om prisen. En anden flugthjælper, der også senere ryger i nettet ovre på en anden side af Muren, kan fortælle, at en mand fra P9 har tilbudt ham penge for at smugle DDR-borgere ud for efterretningstjenesten i vest. Også folk i Den Franske Efterretningstjeneste i Vestberlin organiserer angiveligt menneskesmuglinger. En flugthjælper i østtysk fængsel fortæller i sine forhør, at vesttyske kurerer i franske uniformer har sluset DDR-borgere ud i en diplomatvogn. Alle udsagnene er faldet under forhør hos Stasi – og sikkert under et vist pres – og kan derfor ikke nødvendigvis tages for pålydende. Alligevel peger de alle på, at de vestlige efterretningstjenester er involverede i flugthjælp.

Indtil Girrmanngruppen i marts solgte sin historie til Der Spiegel, havde den vesttyske presse afholdt sig fra at skrive direkte om flugthjælpernes arbejde. Den tid var forbi. Nu solgte nogle flugthjælpere rettighederne til deres historie – enkelte gange endda på forhånd. Uanset gode viljer betød det, at penge var blevet en del af historien – både som fortjeneste og som middel til at kunne finansiere flugtveje ud af DDR. Men dermed åbnede flugthjælperne også en ladeport for spekulationer omkring deres virkelige motivation for at smugle folk ud.

det tidlige forår 1962 bliver Dietrich Rohrbeck kontaktet af efterretningsfolk på sin privatadresse. Berlin er blevet den kolde krigs frontstad – et fluepapir for tusinder af hemmelige agenter fra øst og vest, der udkæmper en efterretningskrig henover Muren. Om byen i begyndelsen af 1960’erne siger den berømte britiske KGB-spion George Blake senere, at »alle rekrutterede hæmningsløst. Mange gange fik man det indtryk, at hver anden voksne berliner arbejdede for en eller anden efterretningstjeneste, måske endda for flere.« En af hans modstandere, der opererede for Den Vestberlinske Efterretningstjeneste, beskriver perioden som »en vild tid.«

Det økonomiske spørgsmål bliver ligeledes diskuteret. Flugtarbejdet er nemlig ikke støttet tilstrækkeligt fra Bonn, mener Jørgen Hatting. Kun enkelte privatpersoner og kirkefolk lader midler tilflyde flugthjælpen. En af dem er den konservative mediemogul Axel Springer, men man savner en stabil politisk understøttelse. Lektoren lader forsamlingen vide, at han finder det problematisk, at vennen Bodo Köhler og dennes allierede må bære størstedelen af omkostningerne

Fra Sassnitz på Rügen sejlede en østtysk færge til Trelleborg i Sydsverige, og fra Warnemünde var der flere daglige afgange med en DSB-færge til Gedser. Færgen var en del af rejsen med togforbindelsen Østersøekspressen, der afgik fra Østberlin hver aften med ankomst i København næste formiddag. En oplagt mulighed, hvis flugthjælperne kunne finde en måde at snyde den østtyske kontrol på.