Snesøstre (1) Snekuglens hemmelighed

råbte Magda.
“Vi ville have været tilbage i tide, hvis du ikke var blevet så længe ved skøjtesøen,” påpegede Ida.
“Det er vores fødselsdag!” svarede Hanna kækt. “Så har jeg fortjent at lave noget sjovt!”

Nu var der ikke længere sne under deres fødder, men kun jord og tørre fyrrenåle. De stod stille et øjeblik, så deres øjne kunne vænne sig til mørket.
“Hvem dér?” kaldte Magnus. “Kom frem

dig at stoppe mig!”
Hun åbnede munden og hvæsede en masse ord.

Pigerne smilede til dem alle sammen og nikkede høfligt som tak.

et pattebarn, Ida. Du hørte godt, hvad han sagde,” svarede hun, da hendes støvler sank ned i den dybe sne. Med lidt besvær trak hun den ene fod op igen. “Vil du finde kuglen eller ej?”
Ida rynkede panden og sprang efter sin søster ned fra kanen. “Selvfølgelig vil jeg det.” Så fik hun et glimt i øjet og tog en pind. “Men vi bør da være ordentligt forberedt. Vent lige et øjeblik, mens jeg prøver noget.”
Hun ventede, til det begyndte at prikke i hendes hænder igen, og så begyndte hun at tegne noget i sneen med pinden. Magda sprang ned fra kanen og satte hænderne i siden. “Hvad i alverden laver du, Ida? Vi har altså ikke tid til at tegne nu.”
“Dér tager du fejl,” svarede Ida. Hun pegede på sneen og grinede højt af glæde. “Det virker!”
Dér i sneen var der et svagt omrids af et par