Den blå digters kone

Den lille station mundede ud i en halvkedelig forstadsvej og en trist jernba

Corinne styrkede sig på en chokoladekiks, inden hun fortsatte med resten af historien.

Der gik tyve minutter, før en taxi kunne bekvemme sig ud til adressen ved PharmaCorp og hente Nora, og da hun kom frem til stationen i Oxford, var bussen mod London lige gået to minutter tidligere.

Det første, Nora lagde mærke til, var lugten.

www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

»En kilde, ham Tom?«

»For det tredje blev det hele pludselig meget mærkeligt,« fortsatte Jackie, »for jeg ville gøre hende en tjeneste. Jeg vidste, hvor vigtigt det var for hende at slippe af med det udslæt. Så jeg gik imod reglementet. Jeg gik til John Barnes.«

Nora lavede en grimasse. »Der er atomforhandlinger mellem Teheran og Washington på vej meget snart. Åbenbart sidder Aziz inde med viden, der kan få meget stor betydning for de forhandlinger. Så hvem kan være interesseret i at få fingre i ham? Der er vel kun to hovedaktører i det her spil: Iran og USA. Men USA’s efterretningstjeneste har selvfølgelig en del meget venligt indstillede kolleger i både London og for den sags skyld København.«

»Det her er u-til-stede-ligt,« sagde Viola Ponte og lagde tryk på hver eneste stavelse.

»Pete!« skreg hun. »Pete! Hvor er du?«