Plastic

For selv om hun ikke kender ham eller måske netop derfor, vil hun pludselig giftes med ham, hun vil have, at han skal blive ved med at ligge i ske med hende, resten aflivet, og hun ligger og fantaserer det meste af natten om deres kommende liv sammen og suger og sutter på billedet af, at han holder om hende i sengen, men så falder hun i søvn, og da hun vågner, er Asger gået

Og hun vil bare gå rundt med sine plasticposer. Mona poseda-me. Fra bænk til bænk i byen. Helt alene. Helt lykkelig.

Hun ville aldrig selv være kommet på den tanke, og plastikkirurgen foreslog det ikke. Men det er jo logisk, at det er sådan, det skal være.

ør Mona blev suget ind i uvirkeligheden, indtil hun ikke kunne skelne og valgte det forkerte glas med vand

Men hvis det er en film,

Bare et lille billede, det behøver ikke være fjernsynet.

At de ikke passer sammen. Det virker pludselig, som om det er af mest presserende nødvendighed, at hun far det sagt. Morder-Mona, sådan skal det heller ikke være. Hun vil godt lige fortælle det. Men hun kan ikke finde ud af at sige det. At Vera altid gav hende hamsteren i favnen, og så stod hun dér og skulle passe på den, og den passede slet ikke sammen med noget andet, plasticposerne og den varme chokolade i landkøkkenet. Faktisk var hun nødt til at eliminere den, det var en nødvendighed. Den kunne være farlig for poserne og poserne farlige for dén.

Han mumler »Nå, vi ses« og drejer sig væk.

Den er punkteret. Da jeg kom for lidt siden, hang der bare en slatten kludedukke derinde i stedet for.

Hun er med ét uberørt, en ren og hvid jomfru med blussende kinder, der drømmer freudianske drømme om violer på et rundt bord.