At koge bjørn

Til sidst var det hele så surt, at giftstofferne ligesom ophævede hinanden og efterlod en gennemtrængende smag af kirkegård. Det var den forplejning, der var, det var den, jeg tvang i mig, selvom jeg var ved at brække mig. Men det mærkelige var, at man vænnede sig til den. Allerede næste dag gik det nemmere. Og da tønden igen blev åbnet på tredjedagen, mærkede jeg munden løbe i vand, da stanken nåede min næse, og jeg forstod, at jeg var besejret. Skælvende rakte jeg min trækop frem og fik den tilbage, fyldt til randen med dette klister, og da jeg lod den fylde min mund, voksede der en sang frem derinde, et digt, en følelse af at hele hovedet blev fordærvet, og at jeg straks ville have mere.

I spisepausen samledes vi henne ved høladen. Derinde stod der en trætønde, som var blevet fragtet ud på slæde allerede sidst på vinteren. Låget havde udvidet sig og sad fast, så husbonden måtte slå kanten rundt om det af med øksen for at få det løs. Han smilede et af sine sjældne smil, da han vippede det af, fuld af forventning. Et pelset tæppe af mug kom til syne under låget. Han trak det af med sine snusbrune fingre og åbenbarede en tyk, gullig vælling. Konen og datteren så andægtigt til. Det var en af de få gange, de viste venlige følelser over for hinanden. Jeg så konen snuppe sit bæger, dyppe det ned i den sejtflydende masse og slubre indholdet i sig.

De kaldte det piimää, altså tykmælk. Men det her var noget helt andet end præstegårdens friske tykmælk, aldrig havde jeg smagt noget så afskyeligt. Smagen var muggen og ram, i løbet af månederne i høladen var massen gæret, den var rådnet til døde for derefter at genopstå og gære igen. Til sidst var det hele så surt, at giftstofferne ligesom ophævede

Ja, det er ikke nok at tænke. Ord, der kun tænkes, bliver til krummer,