Løgneren

Det er landskabet, deres erindring skal gro i. Men mon de ikke ser det, fordi de er nødt til at sidde herinde? Når de leger udenfor ser de det ikke.

Min kæreste! Jeg har ventet og ventet dig. Jeg kan ikke stille noget op, når du kommer sådan. Men det er meningsløst, meningsløst, min ven, meningsløst, meningsløst, meningsløst. Jeg er ikke noget alvorligt for dig. Det troede jeg i går. Du har ødelagt det fra i går. Noget der var levende. Jeg kan ikke stille noget op. Men det er meningsløst. Du har gjort det til en løgn. Du er bare ond og vild.

er faktisk en lang historie som begyndte med at jeg i morges tog et par glas på fastende hjerte.

Hvornår kommer sneppen?
I dag, sagde jeg, når Kristus driver den urene ånd ud. Rettere sagt i nat. Sneppen trækker om natten og ensomt. Helst i diset vejr.

Køkkenet er kvinders gode skriftestol

Skolelæreren er et forfærdelig oprigtigt menneske, sagde Annemari.
Frygtelig omsorgsfuld, sagde Rigmor, en samaritan, det er han.
Ja, så blød om hjertet, sagde Annemari.

Jaså, Rigmor var blevet ramt. Og var måske blevet her fordi hun var lidt bange for, hvad jeg foretog mig alene derinde.

Man skulle aldrig have givet hende de tre violer. Uden dem var hun ikke kommet i dag. Gid pokker havde hende. Men man kan aldrig stole på Rigmor. Hun taler med to tunger.

Gid pokker havde hende. Men man kan aldrig stole på Rigmor. Hun taler med to tunger.

Hun kommer fra bilen, på vejen gennem lågen. Nydelig. Gid pokker havde hende. I grå forårsdragt min sandten. Den sidder om hende som bælgen på en lækat. Ja, hun er en hermelin.
Du har ikke din fromme mand med, kære Rigmor, siger jeg og trykker hendes behandskede hånd. En hånd med kælne bagtanker, fine, frække.