Bønnens kraft

ed stædigt at beslutte, at velsignelserne skal være en del af din hverdag, vil du fylde dit liv med taknemmelighed.

Lad mig elske.
Lad mig være den, jeg er.
Amen

Mit indre rum står tomt som en kirke uden menighed.
Lyset uden sin væge.
Jeg ved, du er kærlighed, jeg mærker det, hver gang vi mødes i bøn.
Men kære Gud, det er ikke godt for mig som menneske at være alene.
Jeg går rundt i disse forladte stuer.
Jeg ligger ensom i min seng.
Jeg har levet sådan alt for længe.
Der er skygger af sorg på min pude.
Mærker af tomhed på min hud.
Kære Gud.
Jeg beder om din hjælp til at sætte vægen i sin kerne af stearin.
At tænde den flamme i min stage af længsel.
Kan du samle min menighed?
Disse hænder, Gud, de tørster efter at kunne stryge en nøgen ryg, folde sig om et kærligt ansigt.
Folde sig ud i fremstrakte arme.
Undskyld, hvis jeg hæver stemmen, jeg gør det for at kunne høre mig selv bedre.
Jeg vil ikke hviske om dette indre kærlighedsvæsen, det har levet i stilhed alt for længe.
Gud, jeg ved, at du kan få dette sat i værk, at du med din vilje kan tilskynde hændelser, bringe orden i kabalen og lægge det sidste kort ...
Kan du sætte kronen på dette værk af kød og blod?
Jeg tilhører dig, Gud.
Et barn af din nåde.
Ingen tvivler.
Skabt i din kærlige tilstedeværelse
lægger jeg tillidsfuldt min dybeste længsel i dine hænder.

EN HVERDAGSBØN OM AT SLIPPE GAMMEL SMERTE
Kære Gud
Det løsnes fra min kravekant,
et ubeskrevet blad.
Som faldne hænder mod et skød,
en ungdoms smerte fra mig flød,
og Gud til dig jeg bad.
Nu beder jeg om mere ro,
så jeg kan hele faldet.
Jeg knæler her i minders sal,
et tæt begroet areal.
Din nådes lys er kaldet.
Så tak da for den herlighed,
der flyder ovenfra og ned.
En visdoms flod af nærhedstrin.
Et smykke i sit smykkeskrin.
En sang om evig fred.
Amen

EN HVERDAGSBØN OM TOSOMHED
Kære Gud
Jeg rækker dig mit hjerte.
Vil du fylde det op med din nåde?
Kære Gud ...
Jeg er hul.

mod og kraft.
Må jeg vokse under dit blik og finde styrke til at læge mig selv.
Må du vande min potte, og må jeg under denne velsignelse mærke, hvordan det nye vil slå rødder.
Må uvækst forgå.
Må tørke passere.
Må jeg være frodig i den kommende blomstring.
Jeg ved det jo, Gud …
Du har skabt mig.
I mig findes kimen til en guddommelig have.
Fra dette gartneri kan der høstes til fremtiden.
Gud, du er det lys, der kan elske det frem.
Min vækst.
Så derfor, Gud!
Jeg giver mig selv hen til dine helbredende takter af nåde.
Jeg er åben for dit blik.
Jeg griber dine hænder.
Amen

EN HVERDAGSBØN OM INDRE FRED
Kære Gud
Der er en uro i mit sind,
og den er grænseløs og blind,
den finder ingen hvile:
Jeg beder til, at du mig vil
i kroppen freden kile.
At du må pakke ordets magt.
En guddoms ro – en fælles pagt.
Et ’alt er godt’ her i min tro,
en eliksir, der varsler ro
Så jeg igen kan smile.

EN HVERDAGSBØN OM HELBREDELSE
Kære Gud
Jeg rækker mine hænder ud til dig.
Jeg er i nød.
Jeg er fortvivlet, og jeg beder til, at du må hjælpe mig med at overkomme dét, der skal overkommes.
Ramt af sygdom er jeg vaklende og svag.
Jeg er ulykkelig. Min vilje er svækket.
Intet inden i mig kan finde ro, og midt i dette kaos står jeg med min smerte, alene …
Kære Gud
Kan du hjælpe?
Kan dit lys skinne over min krop og være mig nådig?
Jeg beder om din healing, Gud.
Så inderligt om din tilstedeværelse.
Må du fylde hver eneste celle med

EN HVERDAGSBØN OM DET STORE TAB
Kære Gud
Hør min stemmes hvisken:
Jeg beder dig!
Løft mig ud af smerten,
og vis mig en vej.
Alt, hvad jeg har ejet, er brat revet ned.
Flået fra min kerne, jeg trygler om fred.
Det, jeg tungt har mistet,
skal aldrig gro,
fra min indre have,
forladt er min tro.
Bring mit håb tilbage i mening og ord.
Plant i mig en stængel … min udpinte jord.
Gud, min del af verden,
den kræver et svar.
Sæt mig fri fra længslen
om det, der var.
Alt kan ej forklares, min søgen er spildt.
Genopstå i hjertet. Lad håb vokse vildt.
Jeg vil gå fra sorgland
til minders dal.
Føde ny erindring.

lige netop denne kærlighed de bedste vækstbetingelser.
I stedet kigger jeg lidt på billeder af mine børnebørn på den app, hvor alle oplevelser samles til en lykkelig mosaik.
Og en dyb ro lægger sig som en blød pude under min kind.
Tak …

jeg har.
For det åndedræt, der hver eneste nat, rytmisk, formidler livet, her ved min side.
Ikke en skygge under dynen i mørket, men en lysende kilde af kærlighed.
Jeg takker, thi jeg er elsket.
Jeg stryger ham over håret og langs kinden.
Han åbner sine øjne et øjeblik, og lige dér, i det korte glimt, ser jeg dig, Gud, under mørket i hans dyb.
Det trækker op til et smil, før han glider bort.
Jeg takker for mine børn. Jeg bekymrer mig for dem.
’Intet nyt er godt nyt’, siger jeg til mig selv denne nat. Hvor telefonen ikke bliver slukket; tænk, hvis de behøver mig?
Dette er den betingelsesløse kærligheds konditioner.
Jeg lider lidt, men i lidelsen har

Min sjæl … jeg er samlet, ukendelighed.
Det kendte skal kendes og folde sig ud.
Jeg priser fra hjertet i sang, kære Gud.
Thi intet af det, jeg forbandt, hørte sammen.
I dag blir’ det knyttet af hænder i amen.
Amen

Noter fra et natbord
TAK FOR DEM, JEG ELSKER
Kære Gud
Jeg takker i denne bøn for alt, hvad