Hvem ringer klokkerne for

„Vi har alle sammen en trang til at tale ud med nogen,“ sagde kvinden. „I gamle dage havde vi religionen og den slags vrøvl. Nu skulle man altid have et menneske, man kunne tale åbent og ærligt til, for hvor modig man end er, føler man sig ofte meget alene.“

„Vi er ikke alene. Vi er alle i samme båd.“

spurgte Robert Jordan

Romanen udtrykker det gennemgående tema i Hemingways forfatterskab: Der eksisterer ingen højere mening, man kan kun forsøge at udnytte sine evner bedst muligt og leve intenst i nuet, og den største, den sandeste og mest værdifulde oplevelse er kærligheden.

Vreden og tomheden og hadet var kommet som en reaktion, i det øjeblik det gik op for ham, at broen var sprængt, og han fra det sted, hvor han lå, havde set, at Anselmo var død; det sad ham endnu i kroppen alt sammen. Han var også opfyldt af fortvivlelse; den mindede om den sorg, som soldater må omsætte til had, for at de kan blive ved med at være soldater. Nu, da det var forbi, følte han sig alene, isoleret og ulykkelig, og han hadede alle mennesker.

sprog kan være så sjofelt som spansk. Der er ord for alle sjofelheder på engelsk, men der er andre ord og udtryk, som kun bruges i lande, hvor forbandelserne må holde trit med den strenge religion. Løjtnant Berrendo var en meget oprigtig katolik. Det var skarpskytten også. De var begge carlister fra Navarra, og skønt de begge både svor og bandede, når de var gale i hovedet, regnede de det for en synd, som de hver gang skriftede.

Selv om man ikke tager kærligheden i betragtning i en ægte materialistisk samfundsopfattelse?

Hvornår har du egentlig delt den opfattelse? spurgte han sig selv. Aldrig. Det kommer jeg heller aldrig til. Du er ikke nogen rigtig marxist, og det ved du godt. Du tror på frihed, lighed og broderskab. Du tror på liv, frihed og vedvarende lykke. Se dig ikke blind på spidsfindige teorier. De kan være gode nok, men de er ikke noget for dig. Du må kende dem, hvis du ikke vil stå udenfor. Men mange ting må stilles i bero, hvis vi skal vinde denne krig. Hvis vi taber denne krig, er alt tabt.

Den sigøjner! tænkte han. Han er bestemt ikke meget værd. Han har ikke begreb om politik eller disciplin, og man kan ikke stole på ham i nogen henseende. Men jeg har brug for ham i morgen. Jeg skal bruge ham i morgen. Det er mærkeligt at se sigøjnere i krig. De burde kasseres ligesom militærnægtere. Eller som folk med legemlige og åndelige mangler. De er ingen nytte til. Men det nytter ikke at være militærnægter i denne krig. Vi må have alle med. Ikke en eneste mand blev kasseret. Det var ens for alle.

Jeg er kun ked af, at vi må dræbe, men der bliver sikkert lejlighed til at sone det, for de finder nok på en retfærdig bod for en synd af den slags, som så mange har begået. Jeg kunne godt lide at tale med Inglés om det, men han er så ung, og det er muligt, han ikke forstår mig. Han begyndte at tale om at dræbe før, eller var det mig? Han har sikkert dræbt mange, men det lader ikke til, at han kan lide at gøre det. De, der kan lide det, er altid på en eller anden måde fordærvede.

Jeg håber, jeg slipper for at dræbe, tænkte Anselmo. Når krigen er forbi, må vi på en eller anden måde gøre bod for de drab. Hvis vi ikke har nogen religion, når krigen er forbi, så tror jeg, man må sørge for en eller anden borgerlig form for bod, så vi kan blive rensede efter alle de drab – ellers finder vi aldrig den sandhed og menneskelighed, man kan bygge et liv på. Jeg ved godt, det er nødvendigt at dræbe, men det kan aldrig blive godt for et menneske at gøre det, og jeg tror, at når alt dette er overstået, og vi har vundet krigen, at så må vi gøre bod, så vi alle kan blive rensede.

Anselmo var en god mand, og hver gang han var alene i længere tid, og det var han meget ofte, grundede han over dette problem. Jeg kan ikke blive klog på Inglés, tænkte han. Han sagde, at han ikke havde noget imod det. Og han lader til at være både følsom og god. Det kan være, det ikke spiller nogen rolle for yngre mennesker. Det kan være, det stiller sig på en anden måde for udlændinge eller for folk, der ikke har haft samme religion som vi. Men jeg tror, at enhver, der gør det, efterhånden bliver rå og brutal, og jeg tror, at det er en stor synd – også når det er nødvendigt – og bagefter må vi stræbe inderligt efter at sone det.

Ved savmøllen på den anden side af vejen kom der røg op af skorstenen, og den føg med sneen hen imod Anselmo, så han kunne lugte den. Fascisterne har det lunt, tænkte han, og de har det hyggeligt, og i morgen nat dræber vi dem. Det er mærkeligt, og jeg kan ikke lide at tænke på det. Jeg har holdt øje med dem hele dagen, og de er ganske ligesom os. Jeg tror, jeg kunne gå ned til savmøllen og banke på og være velkommen – hvis det ikke var, fordi de havde ordrer til at råbe folk an og se deres papirer. Det er kun ordrer, der er os imellem. De mænd er ikke fascister. Det kalder jeg dem ganske vist, men det er de ikke. De er fattige ligesom os. De burde ikke kæmpe imod os, og jeg kan ikke lide tanken om at dræbe dem.