Der er også altid golden retrievere med i film, siger Sonja. – På et tidspunkt så jeg så mange golden retrievere i Hollywoodfilm, at det var mistænkeligt. Tom Hanks optrådte stort set aldrig uden en. Men det spændende var, at sorte amerikanere på film aldrig havde en golden retriever. Golden retrieveren var en hvid familiehund. De sorte havde hunde, de kunne have i lommen. Eller hunde så store som carporte. Det var enten eller med de sorte hunde.
Nu har hun tabt Frank, og hun får også øje på den tegning, hun har tegnet på papiret ved siden af telefonen. Det er en krusedulle. Inde i krusedullen er der opstået en fast form. Inde i formen sidder en lille skikkelse og vinker. Skikkelsen vinker til Sonja, og det er en flot helikopter. Om lidt kommer stigen ud, tænker Sonja. Om lidt lader man trosserne gå og kommer mig til undsætning. Så er det op til mig at kravle opad. Ikke at være bange. Hægte mig fast og lade mig føre med. Ind gennem luften, ud over heden, plantagerne, indlandsklitterne. Et sted dernede Balling med tilstødende sogne. Frank i baghaven med en golden retriever. Kate i færd med at genne angsten ind i pålægget, septiktanken, vandvarmeren og så videre ind i køkkenet med håndmikser og fondant. En købmandsbutik, en foderstofforretning, et æbletræ, der har smidt sine æbler. Der går en sti ind i kornet.