Det svAere liv

Måske skal forandringerne i stedet forstås som videnskabeligt, teknologisk eller politisk skabte omvæltninger af vores livsformer, der i et vist omfang virker efter deres hensigt ved at give forbedringer for menneskeheden, men som samtidig også medfører nogle belastninger for det enkelte menneskes eksistens og følelsesliv

Sociologerne Rasmus Willig og Anders Petersen kaster i artiklen “Depression som funktionspatologi” et noget andet blik på depression. Nemlig som en social lidelse, der er skabt af det moderne samfunds sammensætning, alt imens depression også kommer til at signalere alt det, vi opfatter som problematisk. Begrebet depression betegner jo en forstyrrelse af lige netop de menneskelige funktioner, der giver social anerkendelse i vores kapitalistisk baserede verden. De depressive personer er således de mennesker, som ikke kan opfylde samfundets funktionskrav om at være fleksible, mobile og omstillingsparate og derfor ikke udgør nogen produktivkraft. Derfor ekskluderes disse personer fra samfundets anerkendelsessfære og bliver i det senmoderne videnssamfund at forstå som funktionsuduelige – altså handicappede. Eller som Willig og Petersen også beskriver det: det affald, et samfund nødvendigvis må producere i det omfang, forandringsparathed og effektivitet bliver de dominerende sociale anerkendelsesværdier

I det omfang det står en frit for at forfølge sine mål, står det imidlertid også en frit for at fejle, og i en vis grad kastes nederlaget derfor også tilbage på den enkelte som ansvarlig. Derfor består det moderne tragiske deri, at lidelsen i en vis forstand bliver den enkeltes eget værk i stedet for at kunne tilskrives skæbnen.

Sociologen Mette Jensen trækker i artiklen “Tidspresset i det moderne menneskes tilværelse” en forbindelse mellem nogle forskellige sider ved vores kultur. Således sammenstiller hun forandringsbevidstheden med en manglende oplevelse af sikkerhed i det moderne samfund. Nogle mennesker risikerer nemlig at blive hægtet af, såfremt de ikke magter at leve op til den moderne kulturs krav om tilpasningsdygtighed og fleksibilitet. Tidspresset kommer hermed til udtryk i en konflikt imellem at ville have tid og energi til at nå et ideal om at få opfyldt alle sine behov i fritidslivet og på arbejdet og til faktisk at kunne holde til accelerationen af tempoet og udfordringerne i de mange aktiviteter, som ethvert tidshul i hverdagen udfyldes med. Resultatet er et tab af overblik og en gennemgribende usikkerhed, der kan føre det enkelte menneske ind i en tilstand af rastløshed og utilfredshed. Lidelsen opstår af afmægtigheden, og ifølge Jensen vil det være et skridt i den rigtige retning, såfremt problemerne får mulighed for at blive debatteret og løst i et fællesskab snarere end at blive overladt til hin enkelte

Som forskellige individer har vi ikke samme behov for struktur og stimulation, nyheds- og flertydighedstolerance, risikovillighed og chancetagning. Alle er vi dog grundlæggende set underlagt den vestlige kulturs massive forandringshastighed og dynamik, og der ses en stigende tendens til at den personlige grænse for forandring, stimuli og tempo overskrides blandt nogle individer med lidelse til følge.