Markløs

Det er mors sandhed.

I starten begejstrede langsomheden os. Nu dræner den.

ens vi går hér, opstår en intimitet, der reparerer. Når vi finder sammen nu, Emil og jeg, er vi familie. Det lærer vi stadig at leve med. Det bliver kun tydeligere, at far ikke er lige meget for os, at han er ulige fordelt frustration over kærlighed. Hvis vores snakke skulle handle om kærlighed, skulle de handle om mor. Vi er i tvivl om, hvad det betyder, at far elsker os, at vi også elsker ham. Det er svært, hvordan vi kan forholde os til ham. Hvordan han har været en arkitektur, vi forlod i 4- og 6-års alderen, og siden har været tilset som det, en forladt far. Det man godt kan besøge, men ikke opholde sig i.

Vi snakker om ophav, hvad det skal rumme af betydning. Der er ingen anden trafik på dette stykke vej. Vi nærmer os langsomt. Hvem er far? Vi deler vores frustrationer over, hvordan han ser os. At Emil altid vil være enspændersønnen, der ikke havde nogle venner som barn. Så bringer far det op igen, nu hvor Emil har fået kæreste, som om det var noget overraskende. Han tilføjer gerne, at Malte, han har altid været så social. Men jeg er så ikke til at tale om sport med længere. Det er så vanskeligt at forstå, at vi ændrer os.

Vi nyder at slippe væk fra at være vores fædres børn.

Ukrudt ligesom os: to uplanlagte graviditeter, der udskyder bruddet. Det, der vokser videre i det uplanlagte: tidsler, valmuer, børn, kabbeleje.

For mig er forfaldet vigtigt, men hverken ubrugeligt eller helligt. Det er et møde mellem levende og dødt, mellem opslidning og forandring. Dér opstår nye forbindelser, og nogen vil fortsætte, hvor andre går under. Forfaldet viser tingenes liv, den tid, de har levet. Det kan man respektere, men hverken ved at slette tingene eller ved at dyrke dem som hellige.

Sådan, klasker jeg mig i hænderne. – Så er de kortlagt, de steder.
Vi griner. Den helt simple fortælling som en måde at rydde veddet på. Alligevel danner krydsløb både lav og decideret krat. Vi udveksler ting, vi har hørt fra far, og som vi kan give hinanden en anden version af. Noget, der overlapper, noget, der afviger. Og så hvordan mor er med til at korrigere. Fortællinger om os selv og hinanden, der fletter sig sammen, der stikker af. Og de tilbageholdte tomrum, noget, vi ikke taler om, det for hårde og lette, der glemmes.
– Man tror, en familie er nemmest at pleje ved at sprøjte med gift, at holde sig ren for ukrudt, altså holde en god tone, være så venlige, ik’, siger jeg og spørger, – Men hvor nemt er det så egentlig? Det er nok mere noget, vi ønsker os, er sådan. Den måde, familien alligevel altid skrider ud og vokser til

snakker om ophav, hvad det skal rumme af betydning. Der er ingen anden trafik på dette stykke vej. Vi nærmer os langsomt. Hvem er far? Vi deler vores frustrationer over, hvordan han ser os. At Emil altid vil være enspændersønnen, der ikke havde nogle venner som barn. Så bringer far det op igen, nu hvor Emil har fået kæreste, som om det var noget overraskende. Han tilføjer gerne, at Malte, han har altid været så social. Men jeg er så ikke til at tale om sport med længere. Det er så vanskeligt at forstå, at vi ændrer os.
Der lægger sig en ‘hvad skal vi stille op med det’-stemning. Vi føler os magteløse. Om vi egentlig kan finde ud af at komme tættere på ham eller ej. Om vi kan løfte det ansvar. Vi taler videre med en lidt diffus sorg over følelsen af afstand til ham. Vi underspiller, hvor meget vi egentlig har investeret. Hvor vrede vi kan blive over hans velmenende forsøg på at nærme sig. Hvor uretfærdigt det føles, at vi ikke er tættere på hinanden. Her er ingen grove svigt, her er forsøg, der ikke lykkes. En familie, det ikke hjælper at græde og råbe vildt over. Som vi må synke.

Mens vi går hér, opstår en intimitet, der reparerer. Når vi finder sammen nu, Emil og jeg, er vi familie. Det lærer vi stadig at leve med. Det bliver kun tydeligere, at far ikke er lige meget for os, at han er ulige fordelt frustration over kærlighed. Hvis vores snakke skulle handle om kærlighed, skulle de handle om mor. Vi er i tvivl om, hvad det betyder, at far elsker os, at vi også elsker ham. Det er svært, hvordan vi kan forholde os til ham. Hvordan han har været en arkitektur, vi forlod i 4- og 6-års alderen, og siden har været tilset som det, en forladt far. Det man godt kan besøge, men ikke opholde sig i.