Sommer (1) – Den sommer alting ændrede sig

For selv når han hadede hende, beundrede han hende.

Han gjorde det så svært for mig ikke at elske ham. Når han var på den måde, mindede han mig om, hvorfor jeg gjorde det. Plejede at elske ham, altså.
Jeg huskede det hele.

Maggie og Milly og Molly og Maj/gik ned til stranden en dag for at lege/ og Maggie fandt en musling, der sang/så sødt, at hun glemte sine sorger på en gang/ Milly blev ven med en strandet søstjerne/ hvis fem bløde arme vinkede svagt i det fjerne ...”
Jeremiah smilte. ”Og Molly blev jagtet af et rædselsfuldt væsen/ der krabbede sig sidelæns og blæste bobler ud af næsen/ og Maj kom hjem med den glatteste sten/ så lille som verden og så stor som alene ...”
Conrad stemte i, og sammen sagde vi: ”For hvad vi end mister af store ting som små/finder vi altid os selv i havets dybe blå.

det var sådan, gamle forelskelser forsvandt som et enkelt, langtrukkent suk, først langsomt for så pludselig blot at være væk.

Jeg elskede Conrad, og det ville jeg sikkert altid gøre. Jeg ville nok elske ham hele livet på den ene eller anden måde. Måske blev jeg gift, måske fik jeg børn, men det ville ikke ændre noget, for et stykke af mit hjerte, det stykke som tilhørte sommeren, ville altid være Conrads.

Det var den sommer, jeg begyndte at se godt ud. Fordi jeg for første gang følte, at jeg gjorde det.