Florent-Claude Labrouste er 46 år gammel og ansat i Landbrugsministeriet. Han bor sammen med sin tyve år yngre japanske kæreste Yuzu i en luksuslejlighed i Paris, men er led og ked af sit job, og sin unge, smukke kæreste har han kun foragt til overs for. Han begynder så småt at lege med tanken om at slå hende ihjel, men beslutter sig i stedet for at forsvinde frivilligt. Han opsiger sin stilling, forlader sin kæreste og indlogerer sig på et af de få hoteller i Paris, hvor man stadig må ryge. Herfra drager han ud på landet i et Frankrig ødelagt af globalisering og EUs landbrugspolitik, og hvor landmændene slider med at få enderne til at mødes og nu er modne til oprør. Det eneste, der stadig holder ham oppe, er stadig højere doser af det antidepressive middel, Captorix — og tanken om måske igen at møde sin tidligere kæreste Camille igen. Men er det i det hele taget muligt at være lykkelig i det moderne vestlige samfund?
Pressen skriver:
»Houellebecq er Le Monstre Sacré i fransk litteratur, og han hvæser, syder og sprutter som et rigtigt uhyre, hvad skal han ellers gøre, hans kritik fører ingen steder hen. Men selv ikke han kan finde rigtig ro i den absolutte nihilisme, tror jeg. «
*****— Jyllands-Posten
»Det fantastiske ved Houellebecqs nye roman er, at den tager gravalvorlige emner op, som man samtidig kommer til at le ad… Houellebecq er i storform og manifesterer med Serotonin, at han er en af Europas største nulevende forfattere.«
— Pov.international
»En stor roman og en lille verdenshistorie. Michel Houellebecqs syvende spektakulære roman er fuld af antidepressiver, onani, samtidsdiagnose, menneskehad og dannelse — og længsel efter lykke.«
— Information
»Barokt humoristisk og ætsende spydig.«
***** — Berlingske
»MED Sérotonine cementerer Houellebecq sit ry som en af vor tids bedst skrivende samfundsrevsere og den menneskelige ensomheds skjald, der rammer plet i sin ofte sydende vittige samtidskritik.«
— Weekendavisen
»Michel Houellebecq lever op til sit rygte om at holde sit forvredne spejl op for det moderne samfund… Og så adskiller romanen sig ved på sin egen bagvendte måde at åbne døren til noget ellers uset i Houellebecqs univers: muligheden for kærlighed til en kvinde.«
***** — Kristeligt Dagblad
»Serotonin er et brag af en bog. Det er Houellebecq, når han er allerbedst… Houellebecq forstår at skrive antihelte frem, så man både har medlidenhed med deres uformåen og raser over deres kvindehad og misantropi. «
— Bogblogger.dk
»Houellebecq er en forfatter som de er bedst — en slags tidssvarende shaman med en frygtindgydende indsigt som almuen bævende og varsomt føler sig draget af. Denne slags indsigt er ikke én-til-én med virkeligheden naturligvis, men slags forstærket essens eller spejling vi kan drage nytte af hvis vi formår det. Shamanen levede også på kanten af sit samfund, på en gang udstødt og i centrum. Ligeså med Houellebecq og hans hovedpersoner. De befinder sig på kanten af den verden resten af os har taget for givet, og kan derfor se på det med en anden klarhed. «
— Solidaritet
»En tragisk kærlighedsroman… romanen er i besiddelse af en provokerende, men universel tankefylde og en underfundig omend kynisk humor, der gør den til stor kunst — og den ligger under alle omstændigheder på et niveau, vi kun sjældent møder i dansk litteratur. Læs den, når den udkommer på dansk i april måned!«
— Flensborg Avis
»Ligesom du skal læse norske Knausgård i disse år, skal du også læse franske Houellebecq. Begge spejler tidens selvvalgt hjemløse menneske, og Houellebecq topper det endda med en uhyggelig skarp analyse af samfundet, hvis fernis af civilisation er lige så tynd som rettelak.« — **** ELLE