Stolthed og fordom

Stolthed vedrører mere vores opfattelse af os selv, forfængelighed vedrører det, vi gerne vil have, andre skal tænke om os.“

„Et ægteskab med Deres nevø ville jeg ikke betragte som ensbetydende med, at jeg forlod de kår. Han er en gentleman, jeg er en gentlemans datter, så vidt er vi jævnbyrdige.“

„Sandt nok. De er en gentlemans datter. Men hvem var Deres mor? Hvem er Deres onkel, deres morbror, moster og tante? Forestil Dem ikke, at jeg er uvidende om deres stand.“

„Hvem min familie end er,“ sagde Elizabeth, „kan være uden betydning for Dem, hvis Deres nevø ingen indvendinger har mod dem.“

Elizabeth opretholdt en lige så stædig tavshed som både mrs. Hurst og miss Bingley, og selv Lydia var alt for træt til nu og da at komme med andet end et tilfældigt udbrud som:

„Gud, hvor er jeg træt!“ ledsaget af en lydelig gaben.

Da de omsider rejste sig for at tage afsked, udtrykte mrs. Bennet høfligt sit inderlige håb om snart at se hele familien på Longbourn og henvendte sig især til mr. Bingley med en forsikring om, hvor meget det ville glæde dem at se ham til middag hos dem, når som helst, uden en højtidelig, formel indbydelse. Bingley var lutter glæde og taknemmelighed, og han lovede beredvilligt at gribe den tidligst mulige anledning til at gøre hende sin opvartning, når han kom tilbage fra London, hvortil han så sig nødsaget til at rejse den følgende dag i en kort periode.

Mrs. Bennet var yderst tilfreds og forlod huset i den frydefulde overbevisning, at hvis man tog højde for alle de nødvendige forberedelser til indgåelse af ægtepagt og anskaffelse af nye vogne og brudeudstyr, ville hun formodentlig se sin ældste datter indlogeret på Netherfield i løbet af tre-fire måneder. At hun ville få endnu en af døtrene gift med mr. Collins, anså hun for lige så sikkert og omfattede det med betydelig, men ikke helt så stor glæde. Elizabeth var det barn, hun holdt mindst af, og skønt både manden og partiet var ganske glimrende for hende, overstråledes deres værd af mr. Bingley og Netherfield.

Oberst Fitzwilliams optræden var genstand for højlydt beundring i præstegården, og damerne var alle af den mening, at han måtte bidrage betragteligt til at øge fornøjelsen ved deres besøg på Rosings. Der gik imidlertid nogle dage, før de modtog en indbydelse derfra, for så længe der var gæster i huset, kunne de undværes, og først påskedag, omtrent en uge efter herrernes ankomst, blev de beæret med en sådan opmærksomhed, og så blev de blot på vej fra kirke bedt derover samme aften. I den forløbne uge havde de set meget lidt til både lady Catherine og hendes datter. Oberst Fitzwilliam havde besøgt præstegården mere end én gang i mellemtiden, men mr. Darcy havde de kun set i kirken.

De takkede selvfølgelig ja til invitationen og sluttede sig på et passende tidspunkt til kredsen i lady Catherines dagligstue. Hendes nåde modtog dem høfligt nok, men det fremgik tydeligt, at deres selskab på ingen måde var lige så velkomment, som når hun ikke kunne få andre, og hun var så fuldstændig optaget af sine nevøer, at hun talte langt mere til dem, især til mr. Darcy, end til nogen andre i stuen.

Muligheden for, at han virkelig havde været udsat for en sådan uvenlighed, var nok til at vække alle hendes ømme følelser, og der var derfor intet andet for end at tænke godt om dem begge, tage begges adfærd i forsvar og henføre det, der ikke kunne forklares på anden måde, til tilfældigheder eller misforståelser.

g fandt ham mere tiltalende end nogensinde, da han gav udtryk for dem.

Vi står ikke på venskabelig fod, og det smerter mig altid at møde ham, men jeg har ingen anden grund til at undgå ham, end hvad jeg kunne afsløre for alle og enhver. At jeg føler mig særdeles dårligt behandlet og inderligt beklager, at han er, som han er.

„Milde himmel! Du altforbarmende! Tænk bare! Du godeste! Mr. Darcy! Hvem skulle nu have troet det! Og er det virkelig sandt? Åh! Sødeste Lizzy! Hvor bliver du rig og fornem! Hvilke nålepenge, hvilke smykker, hvilke vogne vil du ikke få! Janes er ingenting i sammenligning – slet ingenting. Jeg er så glad – så lykkelig. Så charmerende en mand! Så smuk! Så høj! Åh, kære Lizzy! Du må undskylde al min tidligere modvilje mod ham. Jeg håber, han vil se gennem fingre med det. Kære, kære Lizzy. Et hus i London! Alt er fortryllende! Tre døtre gift! Ti tusind om året! Åh, Gud! Hvad skal der blive af mig. Jeg går fra forstanden.“

Dette var i sig selv nok til at vise, at Elizabeth ikke havde nødig at tvivle på hendes billigelse, og hun priste sig lykkelig over, at disse udgydelser kun hørtes af hende selv, og gik snart efter. Men hun havde kun været inde på sit værelse i et par minutter, før moderen fulgte efter hende.

Lady Catherine, jeg har intet mere at sige. De kender min mening.“

„Så De er fast besluttet på at få ham?“

„Det har jeg ikke sagt. Jeg er kun fast besluttet på at handle på den måde, som efter min egen opfattelse vil gøre mig lykkelig uden hensyn til Dem eller noget menneske, jeg er helt uden forbindelse med.“

Har De ikke hørt mig sige, at han lige fra ganske lille var bestemt for sin kusine?“