Syv små forelæsninger om fysik

Hvor er disse rumkvanter? Ingen steder. De er ikke i et rum, for de er selv rummet. Rummet er skabt af interaktionen mellem de enkelte gravitationskvanter. Endnu en gang synes verden at være relation, snarere end genstande.

Elektroner, kvarker, fotoner og gluoner indgår i alt, hvad der bevæger sig i rummet omkring os. Det er de „elementarpartikler“, som partikelfysikken studerer. Foruden disse partikler er der også andre, fx neutrinoerne, som universet myldrer med, men som ikke har megen interaktion med os, og Higgs-partiklen, som for nylig blev observeret i CERNs store maskine i Geneve, men alt i alt er de ret fåtallige. Der er under en halv snes forskellige partikeltyper. En håndfuld elementaringredienser, der opfører sig som kæmpemæssige legoklodser, som hele den materielle virkelighed omkring os er bygget af.

Denne kommunikation mellem os og verden er ikke noget, der adskiller os fra resten af naturen. Verdens ting interagerer til stadighed med hinanden, og i og med at de gør det, bærer de hver især spor af tilstanden hos de andre, som de har interageret med: På den måde udveksler de hele tiden informationer om hinanden

Men vi er også en integreret del af den verden, som vi ser; vi er ikke eksterne iagttagere. Vi befinder os i den. Vi betragter den indefra.

De sorte hullers varme er en kvanteeffekt på en genstand, det sorte hul, som har gravitationskarakter. Det er de enkelte rumkvanter, rummets elementarkorn, som udgør de „molekyler“, der ved at vibrere opvarmer et sort huls overflade og genererer de sorte hullers varme.

Svaret anvises af den nære sammenhæng mellem tid og varme, af den omstændighed, at fortid og fremtid kun er forskellige, når der forekommer en strøm af varme, og af det forhold, at varme i fysikken er forbundet med sandsynlighed, og at sandsynligheden igen er forbundet med den kendsgerning, at vores interaktioner med den øvrige verden ikke kan skelne virkelighedens fine detaljer

Ingen ville drømme om at sige, at tingene „her“ eksisterer, mens de ting, der ikke er „her“, ikke eksisterer. Men hvorfor siger vi så, at de ting, der er „nu“, eksisterer, og at de andre ikke gør det? Er nutiden noget objektivt i verden, som „forløber“ og får tingene til at „eksistere“ en efter en, eller er den noget rent subjektivt ligesom „her“

Forskellen på fortid og fremtid eksisterer kun, når der er varme. Det grundfænomen, der skiller fremtid fra fortid, er den kendsgerning, at varme bevæger sig fra varmere genstande til koldere

alle de tilfælde, hvor der ikke sker nogen udveksling af varme, eller hvor der kun udveksles ubetydelig varme, ser vi, at fremtiden opfører sig nøjagtigt som fortiden.

Dét, vi ser, forbløffer os uden ophør. Det går op for os, at vi er fulde af fordomme, og at vores intuitive verdensbillede er ufuldstændigt, indskrænket og utilstrækkeligt