Står man ved Åboulevardens indkørsel til København, er det svært at se, at man er kommet til en bæredygtig succeshistorie. Bispeengbuens støj og trafik trænger sig på. Men bag biler og beton gemmer sig en anden virkelighed: København er grundlæggende grøn. De fleste bor småt, tæt og højt, de smider mindre ud til affald, de kører mindre i bil og mere på cykel. Og en københavners udledning af klimagasser er blot halvdelen af den almindelige danskers.
Alligevel har København få venner i debatten. Den er blevet kaldt ”banal”, et ”parallelsamfund for overklassen” og et ”parcelhuskvarter på højkant”. Skiftende regeringer er enige om at flytte arbejdspladser og uddannelser væk. Og når byen tager initiativ til at vokse, møder tusinder op med skilte og vrede budskaber om at stoppe byggeri på byens åbne arealer.
Men København er hverken en økokatastrofe eller rigmandsghetto, tværtimod er byen et værn mod klimakrisen. Og med udsigt til 300.000 flere indbyggere de kommende 15 år bør danskerne opgive drømmen om selvforsynende økosamfund på landet og i stedet lade de store byer vokse sig større.
Denne bog er et faktabaseret forsvar for storbyen. Og den bringer provokerende og nye indsigter til kampen mellem land og by.
