Albertine, der på grund af en medfødt rygskade er dømt til livslang frøkenstand, sidder det meste af tiden ved vinduet og betragter livet i landsbyen. Hun nedskriver sine tanker og observationer i en dagbog, og den danner sammen med hendes mundtlige fortællinger grundlaget for romanens beskrivelse af to slægters udvikling og endelige forening.
