Den ubeboelige klode

Den masseudryddelse, vi gennemlever nu, er kun lige begyndt. Der er så meget mere død på vej.

Den måske mest bramfri er Roy Scrantons Learning to Die in the Anthropocene

“Vi er nødt til at få øjnene op for vores tendens til at tænke på mennesket som exceptionelt. Det er den virkelige udfordring. Før skovsundhed også er vores sundhed, kommer vi aldrig ud over appetit som drivkraft i verden. Den spændende udfordring,” siger han, er at gøre folk “plantebevidste”

Fornemmelsen af, at vi er her på egen hånd, og der ikke kan være nogen anden formålsrettet handling end at tilfredsstille os selv.”

Det viser sig, at problemet ikke er en overflod af mennesker, men en knaphed på menneskelighed.

Verden har højst tre årtier til at blive fuldstændig kulfri, før de virkelig sønderknusende klimarædsler tager fat. Man kan ikke smøle sig til en løsning på så stor en krise.

miljømæssige venstrefløj, mener, at det, der skal til for at undgå katastrofale klimaforandringer, er en global mobilisering på niveau med Anden Verdenskrig. De har ret – det er en fuldstændig sober vurdering af problemets størrelsesorden, som den temmelig nøgterne IPCC gav sin tilslutning i 2018.

Vi mener, at rødderne til disse kriser ligger i de historier, vi har fortalt os selv,” skriver Kingsnorth og Hine – nemlig “myten om fremskridt, myten om menneskets centralitet og myten om vores adskillelse fra ’naturen’.” Alle sammen, tilføjer de, “er ekstra farlige, fordi vi har glemt, at de er myter.”

Samfundet er og har altid været bundet sammen af kollektive fiktioner, ikke mindre nu end i tidligere perioder, hvor værdier som fremskridt og rationalitet har indtaget de pladser, religion og overtro engang besad.

Den episke æra, der engang blev hånet som “forhistorien”, udgør omkring 95 procent af menneskets historie