De er den jeg elsker højest: Venskabet mellem H.C. Andersen og Edvard Collin

Ved denne sygdomspointe, som Edvard ikke uden møje får sig konstrueret frem til og gjort til pointen og det gennemgående træk i den store digter H. C. Andersens liv og eksistens, reducerer Edvard sin ven, menneskeligt og digterisk – og holder sig selv skadesløs.
Tror han.

Hans held forvirrede hans fantasi; han stillede sig selv ved siden af, måske over de største – men i udlandet mindre bekendte – danske digtere.

“En kritik af Andersen som menneske og som digter har jeg ikke villet skrive …” – som læser spørger man, om han på sin bogs mange hundrede sider har gjort stort andet – “kritik, véd du jo nok, har aldrig været min sag. Min tip-tipoldefar var vejer, måler og vrager i Kolding, men der er intet af faget gået over i mit blod. Men vil man kalde det kritik, at jeg fremstiller fænomenerne og søger at forklare deres grund – da får det være. Thi jeg kan ikke fravige den mening, at der gøres Andersen den bedste tjeneste ved at vise verden, hvor sygt hans sind var, så at det står tydeligt for enhver, at alt frastødende, alt det, som verden forargedes over, skyldes dette sind.”

Det er en ejendommelig evne, hvormed Andersen går igennem verden: han synes at bære en Aladdins ring og behøver blot at røre ved en mur, ved en gulerod, en strikkepind, så springer der en ånd ud. Han finder poesien der, hvor andre netop vogter sig for at søge den, i genstande, som man anser for uskønne, i kælderen, hvor grantræet ligger mellem rotter og mus, i skarnbøtten, hvor tjeneste-pigen har kastet et par gamle flipper o.s.v.”

Det moderne i hans væsen gjorde ham til en fremmed i hans egen tid, men genkendelig i vores.

I Spanien udkom i november året efter, og det fortjener at nævnes her, hvad kritikeren Clemens Petersen skrev om Andersens stil, som Molbech og andre kritikere så utrætteligt havde nedgjort – og ikke alene i teaterstykkerne:
“Der kommer ofte som et solblink eller det knalder som et piskesmeld i hans stil (…) navnlig er fortællingen om den første tyrefægtning fortrinlig; den er tydelig som et fotografi, og hver gang man ser på billedet, bliver der et liv og et spektakel, så det summer én om ørerne. Det kan ingen gøre uden Andersen (…) Derfor fik han så stor betydning i en tid, der var affalmet og udpint af fantasteri og formalisme, thi den knyttede atter menneskenes følelser til virkeligheden, ved at åbne deres øjne for det, der stod dem tæt på siden. Hans poesi med dens kraftige realisme virkede, som om man vågnede op fra en slummer og igen med friskhed begyndte at sanse virkeligheden.”

Edvard fik aldrig betalt sin gæld, og i testamentet efter Andersen, der overlod Edvard de litterære efterladenskaber som uindskrænket ejendom, står der en lille bemærkning nederst på en side: “Etatsråd Edvard Collin har af mig lånt 2500 rdl., disse tilfalder ham og hans hustru.”
For den korrekte Edvard må denne gældspost have været en stor ubehagelighed. Også selv om han nok så mange gange kunne fortælle sig selv, at han gennem alle årene havde ydet Andersen så rigelige tjenester i det praktiske liv, at han forlængst havde gjort sig fortjent til pengene.
Men en gældspost er nu engang en gældspost – det vidste både Edvard og hans ven H. C. Andersen.

Man har spyttet på mig hjemme, og Europa har hædret mig, og nu jeg hædres, vil man ikke engang nævne det, mens man nævner enhver teaterpjalts historie i vores landsbyer. Jeg føler mig febersyg idag efter at have set, hvorledes jeg evig og altid er nul for dette land, som jeg kunne …! Gud tilgive mig mine tanker. Nævnes jeg ikke hjemme, nu jeg står højest, da – imorgen, imorgen; ja, alt går ned igen.
Moralsk forelæsning over dette brev frabedes! jeg ved nok, hvad De kan se deri – le mig ud! – Le, det er jo nationalt! – (…) O, gid jeg kunne græde ud! jeg lider sådan i dag; og imidlertid skal jeg med sygt hjerte til fest og glæde, hvor man bøjer sig for mig.”

Det var en udmærket sludder i Deres brev om den gamle dus-historie; den har vi moret os udmærket over; fæbæst, var det af stolthed? jeg kan være stolt af nu at være nr. 1 af Deres venner, men jeg vil ligesålidt nu være dus med Dem. At jeg holder inderligt af nogle mandfolk, f.eks. af mine brødre, ved De, men jeg kunne dog ikke bekvemme mig til at kysse dem, således som tyskerne gør. Det er den samme følelse.”

Den gode læge Uldall kom en sen aften, da Andersen var faldet i søvn: “Han så på den og sagde, der alt var hul og trykkede nu, det var den voldsomste smerte, han gentog forskellige tryk 5 a 6 gange, jeg skreg højt Jesu og sank i afmagt, det var et moment, jeg vidste intet mere, jeg syntes at gå over i en drøm, han stod for mig, kastede vand i ansigtet: “ja, jeg tog hårdt!” sagde han, “men jeg måtte få alt ud”. Han var så venlig og hyggelig om mig, redte sengen lidt bedre, feberkulde gøs i mig; det er nervøs gysning! sagde han, der var kommet meget blod og materie, jeg fik varme omslag, følte mig langt bedre og sov.”