Familien von Hansen får en baby

på mors arbejde siger alle: ”Ih!” og: ”Åh!” og: ”Næ!” og: ”Hvor er det

”Er I ikke glade for jeres lillebror?”

sket.
”I kunne da godt have vasket ham,” siger Viktoria.
Far er vågnet, fordi Anton er sprunget op til ham i stolen og er begyndt at bokse med ham

Viktoria.

Alle spørger, om ikke Anton og Viktoria er glade for deres lillebror.
Anton siger, at han hellere ville have haft en hund. Viktoria siger, at hun hellere ville have haft en kat.
”Nu er I nogle fjollehoveder,” siger farmor. ”Man kan ikke sammenligne en kat med en lillebror.”
”Men man kan jo slet ikke gøre noget med ham,” siger Viktoria.
På en måde er det ikke helt rigtigt. For mor og far skal hele tiden gø

Farmor pudser næse og ryster på hovedet. Det er ikke derfor.
Farmor giver dem morgenmad og finder tøj til dem. Anton vil hellere have fars morgenmad. Viktoria vil have den lyserøde kjole på, men farmor kan ikke finde den. Alting er slet ikke, som det plejer at være.
Til sidst kommer de af sted i farmors bil. Anton skal tisse to gange undervejs, og Viktoria falder på parkeringspladsen og slår hul på knæet.

morgen er det farmor, som vækker Anton og Viktoria.
Mor og far er der ikke.
”Til lykke, I har fået en helt vidunderlig lillebror,” siger farmor og krammer dem hårdt. Farmors stemme lyder helt mærkelig, og Viktoria kan se, at hendes øjne er våde. Hvis babyen er så vidunderlig, hvorfor har den så fået farmor til at græde?
”Når I har spist og har fået tøj på, kører vi ud på sygehuset og ser jeres nye lillebror,” siger farmor.
”Jeg gider ikke,” siger Anton.
”Sådan noget pjat,” siger farmor. Hun har for en gangs skyld sit høreapparat på. Viktoria har allerede fået øje på det.
”Vil du være sikker på, at du kan høre babyen skrige, farmor?” spørger

Nogle af dem har også små gaver med

til ham. Anton smiler også til ham.

Anton og Viktoria tier stille. De har fået at vide, at de ikke må tale mere om kat og hund.
Mor og far bliver mere og mere trætte. Alexander sover kun i et par timer ad gangen om natten. En søndag formiddag siger mor, at hun bliver nødt til at lægge sig lidt på sofaen. Alexander ligger i en flettet vugge, der hænger ned fra loftet. Han tuder ikke.
”Anton og Viktoria, kan I ikke godt være stille?” siger far. ”Jeg sætter mig lige lidt i stolen.”

Det varer ikke ret længe, før far sover. Mor sover også. Men Alexander er vågen. Anton og Viktoria lister ind og står og kigger ned i vuggen.
Alexander er lysvågen. Hans øjne er store og klare. Pludselig smiler han til dem. Alexanders smil er så kæmpestort, at hans øjne næsten bliver væk.
Han vifter med armene og sparker med benene.
Viktoria kan slet ikke lade være med at smile tilbage

Farmors stemme lyder helt mærkelig, og Viktoria kan se, at hendes øjne er våde. Hvis babyen er så vidunderlig, hvorfor har den så fået farmor til at græde?
”Når I har spist og har fået tøj på, kører vi ud på sygehuset og ser jeres nye lillebror,” siger farmor.
”Jeg gider ikke,” siger Anton.
”Sådan noget pjat,” siger farmor. Hun har for en gangs skyld sit høreapparat på. Viktoria har allerede fået øje på det.
”Vil du være sikker på, at du kan høre babyen skrige, farmor?” spørger Viktoria.
Farmor pudser næse og ryster på hovedet. Det er ikke derfor.
Farmor giver dem morgenmad og finder tøj til dem. Anton vil hellere have fars morgenmad. Viktoria vil have den lyserøde kjole på, men farmor kan ikke finde den. Alting er slet ikke, som det plejer at være.
Til sidst kommer de af sted i farmors bil. Anton skal tisse to gange undervejs, og Viktoria falder på parkeringspladsen og slår hul på knæet.

Mor ligger i en høj, hvid seng, og far sidder i en stol og sover med hovedet til den ene side. I en glaskasse på hjul ligger babyen. Han er helt rød i hovedet og ser lidt krøllet ud. Hans hår er meget tyndt og ret snasket.
”I kunne da godt have vasket ham,” siger Viktoria.
Far er vågnet, fordi Anton er sprunget op til ham i stolen og er begyndt at bokse med ham.
”Er han ikke sød?” siger mor med en stemme, der lyder ligesom farmors i morges. Hun flytter lidt på babyens dyne. ”Prøv at se de bittesmå fingre.”
”Det ville være sødere, hvis han havde haft poter,” siger Viktoria.
”Kan han logre?” råber Anton og river babydynen af for at se efter. Det får babyen til at græde, og bagefter græder Anton, fordi far skælder ud og siger, at han er for voldsom. Men Anton kan græde højest.
Mor sover på sygehuset sammen med babyen den aften. Anton og Viktoria får lov at sove hjemme sammen med far. Næste morgen kommer mor og babyen hjem. Der kommer hele tiden en masse mennesker for at se babyen. De har