Den røde labyrint

glat over det her.
–

et bronzeaskebæger, som var udsmykket med en grim

– Selvfølgelig er det da elitært. Det har det da altid været. En elite behøver ikke at være hr. og fru Rungsted til fernisering eller en eller anden loge af skumle industrialister, vel? Det kan da også bare være en samling skrammelbyggere, der mener, at verden skal se ud på deres måde.

Hun nikkede. – Så har man hørt det med.

det?
– Ikke bevidst

også mig. Men han gjorde ikke meget ud af det. Det var en del af familiemønsteret, efter drengen blev født. Han gav egentlig ikke udtryk for nogen seksuel frustration.
– Vi er helt klar over, at du ikke kendte ham særlig godt, sagde Anita

Ja, det kunne hun, og da kendelsen faldt, havde hun ikke længere tanke for de retlinede protester, hun havde brugt over for sin chef.

– Men du ved også godt, sagde hendes kollega, – at en gang imellem er en cigar bare en cigar?
Hun smilede. – Ja, en gang imellem er en cigar bare en cigar. Og somme tider er den noget andet.

Ja, det der tante Gerda.
– Tante Gerda?
– Ja, vi skulle altid på ferie med tante Gerda. Hun kunne også det der. Der var altid noget galt. Så var hun sulten, men når vi så fik mad, så var der alligevel et eller andet galt med den. Så skulle hun ikke have noget. Sengen var for blød. Eller for hård. Den varme hane havde det kolde vand og omvendt. Bruseforhænget havde mug på. Hun kunne ikke se Gardasøen fra sit vindue. Jamen, så kunne vi bare bytte værelse. Nej, det var ikke ulejligheden værd. Hun led, men aldrig i stilhed.
– Og nu er jeg tante Gerda?
– Ja, lidt. Tante Thor.

Thor sagde, – Selvfølgelig.

Han forklarede ret detaljeret om sine familieforhold. Konen, sønnen, deres arbejde, økonomi og så videre. Der var ikke noget påfaldende ved det.