Mor

er alting meget lettere – ikke mindst den gratis rådgivning:
”Det er meget nemmere at have to, for så kan de lege sammen” (samtlige vennepar med flere børn).
”Det er da synd for ham, at han skal være enebarn” (kvinde fra mødregruppen).
”Det er da egoistisk kun at få et barn” (tante Karen på mandens side).
”Samfundet har jo brug for arbejdskraft” (mandlig kollega først i tyverne).
”Det er da skønt og kvindeligt at være mor” (mandlig bekendt).
”Når I laver så smukke børn, skal I da have flere” (mandens mandlige kollega med to børn).
”Nu I er i gang, kan I lige så

havde på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved, om mit eget kødelige afkom kunne udmanøvrere alt andet. Jeg var overbevist om, at barnet ville glide ind og naturligt bøje mine forfængelige behov til side til fordel for det under, som nyt liv jo er. Den overgivelse kunne jeg se, at mange oplevede. Men jeg havde undervurderet mig selv. Jeg har brug for mere.

Sandheden er, at jeg oplever barnet som en pligt. Jeg føler ikke, han er den gave, som mange siger, at børn er. Eller at han er min store, livslange kærlighed. Jeg føler, at han er en opgave. Et ansvar, jeg har fået, og som jeg tager på mig for at give ham den bedste start på livet. Passe på ham, made ham, stimulere ham og fylde ham op med kærlighed. Det er ren biologi, og det falder mig let, men jeg er ked af, at jeg ikke mærker samme lethed indeni. Det føles påtaget. Jeg er ikke mig, når jeg er sammen med ham. Jeg er en anden.

Jeg er syg, fordi jeg ikke siger fra. Over for min arbejdsgiver, der længe har snoet sig udenom at definere mine arbejdsvilkår og mit ansvar. Over for den hypermoderne template, ”den lykkelige mor”, som jeg har valgt at abonnere på og strakt mig langt for at føle mig tilpas i.

Nogenlunde forberedte. Men i vores ligestillingspagt har vi ikke haft fantasi til at forestille os, at et lille barn kunne kile sig ned midt imellem os, ryste vores paradis og diktere en helt anden fordeling af behov og tilfredsstillelse. Lige så meget som jeg savner manden og vores vilde kærlighed, lige så lidt kan jeg rumme, at to mennesker har brug for nærhed og kærtegn. Og langt mindre tanken om sex (gys!). Det føles, som om der bliver lagt fuldt beslag på min krop, så efter et kort og ulige udskilningsløb vinder mit lille, hjælpeløse afkom

Kan jeg nogensinde være autentisk over for et barn, der kræver rutiner og en adfærd, som jeg ikke kan genkende mig selv i? Som jeg præsterer kun for ham. Jeg ved det ikke, men jeg har tænkt mig at gå all in og holde fast i, hvem han er, og hvem jeg er.

Hunden er menneskets bedste ven, siger man. Og det er kvinden også, når hun har været på barselsorlov i 6, 10, 12 eller flere måneder og først og fremmest har lært at sætte sine egne behov til side. Og logre hver gang nogen kaster en bold, for mon ikke vi får en god

Mødregruppen er det første mikrokosmos, hvor jeg forholder mig til min nye rolle som mor. Jeg kigger på de andre kvinder i gruppen og på mødre på gaden, der skubber barnevogne rundt i byen. De ser alle ud, som om de er helt fuldendte. Skidt med at de ikke får sovet. Det er så hyggeligt at gå hjemme med lillemusen og følge udviklingen. Det er så skønt ikke at skulle på arbejde.

Mens de dygtige læger sprætter mig op og hiver en ordentlig kleppert med en smuk, mørk manke ud af mit mellemgulv, kaster jeg op af udmattelse i hospitalets tørre, støvgrå papbakker.

å er alting meget lettere – ikke mindst den gratis rådgivning:
”Det er meget nemmere at have to, for så kan de lege sammen” (samtlige vennepar med flere børn).
”Det er da synd for ham, at han skal være enebarn” (kvinde fra mødregruppen).
”Det er da egoistisk kun at få et barn” (tante Karen på mandens side).
”Samfundet har jo brug for arbejdskraft” (mandlig kollega først i tyverne).
”Det er da skønt og kvindeligt at være mor” (mandlig bekendt).
”Når I laver så smukke børn, skal I da have flere” (mandens mandlige kollega med to børn).
”Nu I er i gang, kan I lige så