Rasmus Hastrup

At vide og ikke at vide, at være bevidst om den fulde sandhed, mens man fortalte omhyggeligt udtænkte løgne, at have to holdninger, der gensidigt udelukkede hinanden, på samme tid, at vide, at de udelukkede hinanden, og tro på dem begge, at bruge logik mod logik, at fornægte moralitet og samtidig gøre krav
på den, at tro på, at demokrati var umuligt, og at Partiet var demokratiets vogter, at glemme det, der var nødvendigt at glemme, og så komme i tanke om det igen, i samme øjeblik der var behov for det, og med det samme glemme det én gang til, og mere end noget andet at benytte samme proces på selve processen. Det var den ultimative spidsfindighed: bevidst at fremavle ubevidsthed og så igen blive ubevidst om den hypnose, man netop havde foretaget. Bare det at forstå begrebet dobbelttænk involverede brugen af dobbelttænk.

De kunne ikke ændre ens følelser; man kunne heller ikke ændre dem selv, for den sags skyld, selv hvis man ville. De kunne afdække ned til mindste detalje alt, hvad man havde sagt og gjort, men hjertets inderste kamre, hvis mekanismer forblev mystiske og ukendte selv for én selv, forblev uindtagelige.

tre magter fortsætter dog med at producere kernevåben og opbevarer dem til den afgørende situation, som de alle tror kommer før eller siden. Og i mellemtiden har krigsindsatsen været stort set stationær de sidste tredive-fyrre år. Helikoptere bruges mere end førhen, bombefly er stort set erstattet af selvflyvende missiler, og de sårbare, mobile krigsskibe er blevet
udskiftet med de nærmest synkefri Flydende Forter, men ellers har udviklingen været ganske beskeden. Kampvogne, ubåde, torpedoer, maskingeværer, selv rifler og håndgranater bruges stadig. Og trods de endeløse nedslagtninger, der rapporteres om i pressen og fra teleskærmene, er de desperate, fortvivlede slag fra tidligere krige, hvor hundredetusindvis eller endda millioner af soldater blev dræbt i løbet af et par uger, aldrig blevet gentaget.

Men problemerne med at opretholde et hierarkisk samfund stikker dybere end som så. Der er kun fire måder, hvorpå de herskende klasser kan miste magten. Enten erobres magten af udefrakommende kræfter, eller også regeres der så ineffektivt, at masserne gør oprør, eller også tillader magthaverne, at en stærk og utilfreds Mellemste-gruppe opstår, eller også mister de deres selvtillid og vilje til at regere. Disse årsagssammenhænge er ikke uden en vis affinitet, og som regel er de alle fire til stede i en eller anden grad. En herskende klasse, som kunne gardere sig mod alle fire aspekter, ville forblive ved magten for evigt. I sidste ende er den afgørende faktor den herskende klasses egen mentale attitude.

Men problemerne med at opretholde et hierarkisk samfund stikker dybere end som så. Der er kun fire måder, hvorpå de herskende klasser kan miste magten. Enten erobres magten af udefrakommende kræfter, eller også regeres der så ineffektivt, at masserne gør oprør, eller også tillader magthaverne, at en stærk og utilfreds Mellemste-gruppe opstår, eller også mister de deres selvtillid og vilje til at regere. Disse årsagssammenhænge er ikke uden en vis affinitet, og som regel er de alle fire til stede i en eller anden grad. En herskende klasse, som kunne gardere sig mod alle fire aspekter, ville forblive ved magten for evigt. I sidste ende er den afgørende faktor den herskende klasses egen mentale attitude

Dobbelttænk betyder evnen til at have to gensidigt modstridende overbevisninger på én gang og acceptere dem begge. En Partiintellektuel ved i hvilken retning hans erindring skal ændres; derfor ved han, at han laver numre
med virkeligheden, men takket være dobbelttænk kan han samtidig overbevise sig selv om, at virkeligheden ikke er blevet krænket.

”Vi kontrollerer livet, Winston, på alle niveauer. Du bilder dig ind, at der findes noget, der hedder menneskelig natur, som vil blive så rasende over det, vi gør, at den gør oprør. Men det er os, der skaber den menneskelige natur. Mennesker kan formes i det uendelige. Eller måske er du vendt tilbage til din gamle tanke om, at proletarerne eller slaverne vil rejse sig mod os og omstyrte os. Glem det. De er lige så magtesløse som dyr. Menneskeheden er Partiet. De andre er udenfor – irrelevante.”

gøre det rigtige er ens eneste ven, at gøre det forkerte er fjenden, og afstanden mellem de to er det eneste, man skal bekymre sig om. Resten er bare baggrundsstøj.

Hvis man lever længe nok, vender alt det, man elsker, rundt og sparker én i nosserne. Det mærkelige er, at man kan begynde livet med ingenting, slutte med ingenting og alligevel miste så meget indimellem

„Din følelse af, at noget er plat, handler om tillid, om at du ikke tror på, at folk er autentiske, hvilket for dig sikkert betyder, at de lyver for at få deres vilje, manipulerer dig, med andre ord, så når du ser eller hører platheder, reagerer du i virkeligheden bare på det helt ægte og valide problem, du har med tillid.“