Theis Ørntoft

imrede det let for øjnene, men hun så ikke dobbelt.

Tvivlen stod i hende. Egentlig havde hun ikke noget problem med Tommy. Det mærkede hun nu, instinktivt, intuitivt, hvad det nu hed. Men ville hun ligefrem med ind i hans hus? Hun følte, at tvivlen nåede hende til et sted op under øjnene, som et grumset indvendigt mosevand. Der var intet heftigt over tvivlen, intet aggressivt, det var ikke dens natur, snarere søgte den at nedbryde hende stilfærdigt, langsomt, dag for dag.

se jordkloden blive mindre. Hun så det fra fartøjet. Svævende vægtløs foran vinduerne så hun, hvordan jordkloden til at begynde med var stor og mægtig og fyldte hele udsigten, hun så landene i deres helhed, hun så kontinenterne, men allerede i løbet af rejsens første døgn begyndte Jorden at tage form som en glaskugle, en lysende blågrøn glaskugle spundet ind i et væv af hvide skyer. Hun kunne ikke tage øjnene fra det. Det kunne billedkunstneren heller ikke, meget af tiden hang han og svævede ved siden af hende. De sagde ikke ret meget til hinanden, de var begge to helt opslugte. Tre dage senere landede de på månen. Det skete i det område, nogen engang havde døbt Sydpols-Aitken-bassinet, her lå den amerikanske base placeret, godt og vel tre kilometer fra den magnetiske sydpol. De b