Mette Olesen

Mennesket afskyr tanken om vilkårlighed og død, derfor hader det også alt, hvad der minder det om, at det selv er avlet. Det ville helst fornægte sin dyriske oprindelse, for netop igennem sin fødsel er det prisgivet naturens tilintetgørende magter.

orholdet mellem de to køn kan ikke sammenlignes med forholdet mellem to elektriske poler. Manden repræsenterer på én gang det positive og det neutrale, og det i den grad, at „les hommes“ på fransk både betyder mænd og mennesker, idet den specielle betydning af det latinske ord „vir“ er smeltet sammen med den almene betydning af ordet „homo“. Kvinden derimod står for det negative, eftersom alle definitioner af

En mand har ret i kraft af at være mand; kvinden har uret, fordi hun er kvinde.

Men i sit hovmod glemmer manden, at hans egen anatomi også omfatter hormoner og testikler. Han oplever sin krop som det direkte og normale mellemled mellem ham og en verden, som han mener, han tilegner sig objektivt, hvorimod kvindens krop efter hans mening er en hindring, et fængsel, tynget som den er af alt det, der kendetegner den

Kvinden er kvinde i kraf

af visse manglende egenskaber,“ sagde Aristoteles, „Vi må opfatte kvindens væsen som kendetegnet ved en art medfødt defekt.“

overskydende ribben“ fra Adam. Menneskeheden er hankøn, og når manden definerer kvinden, gør han det ikke ud fra hendes selv, men i forhold til ham. Hun betragtes ikke som et selvstændigt væsen. „Kvinden, dette relative væsen …“ skriver Michelet

Manden kan tænkes uden kvinden, men hun kan ikke tænkes uden ham.“ Og hun er kun, hvad manden bestemmer, hun skal være

gelse har i sig selv, over for det væsentlige, nemlig manden, der har sit centrum i sig selv. Han er subjektet, det Absolutte – hun er det Andet.

der består af Selvet og det Andet.