Joachim Wrang

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Således er vores bedste garanti for fred i en verden præget af sabelraslen og dårlige vibrationer, at stormagterne ikke kender til nylige eksempler på vellykkede krige. Mens Djengis Khan eller Julius Cæsar uden tøven kunne finde på at invadere et fremmed land, ser man i dag, at nationalistiske ledere som Erdoğan, Modi og Netanyahu har en hård retorik, men gør alt for at undgå rent faktisk at gå i krig. Hvis nogen finder opskriften på at føre vellykkede krige på det 21. århundredes vilkår, kan helvedes porte selvfølgelig stadig åbne sig. Det er det, der gør den russiske succes på Krim til et særligt skræmmende forvarsel. Lad os håbe, at den forbliver en undtagelse.