Sigrid Undset

»Å, unger har da både ulve og bjørne,« siger Isrid vredt. »Og dem sparer du ikke, Lavrans, hverken dem eller deres unger. Og det til trods for, at de ikke har lært lov eller kristendom sådan som de ildgerningsmænd, du under så vel –«

det spruttede, når ilden rev det friske grønne af kvistene, så at små, hvide, brændte fnug fløj på flammens røde manke; røgen hvirvlede fed og mørk mod den klare himmel. Kristin sad og så til; hun syntes, det var, som ilden var glad for, at den var ude i frihed og fik lov til at lege. Den var anderledes, end når den sad derhjemme på arnen og skulle trælle med at koge mad og lyse for dem i stuen.

a, så er vi folk nok her, som kan bære hende – hun har godt af det – du skal også drikke, Arne – I, som vokser endnu, gør Guds gaver godt og ingen men – giver jer sødt, rødt blod og god søvn, men vækker ikke galskab eller uforstand –«