‘Der var engang en konge. Han havde to døtre, der var hårde og onde, men den tredje var så ren og blid som den klare dag, og kongen og alle holdt meget af hende. Hun drømte engang om en guldkrans, der var så smuk, at hun ikke kunne leve, hvis ikke hun fik den. Da hun ikke kunne få den, blev hun bedrøvet og kunne ikke tale af bare sorg, og da kongen fik at vide, at det var kransen, hun sørgede over, lod han klippe en krans, der lignede den, kongedatteren havde drømt om, og sendte bud til guldsmedene i alle lande, om de kunne skaffe magen til den. De arbejdede både dag og nat. Men nogle af kransene smed hun væk, og andre ville hun ikke så meget som se på.