Frank og Frands er barndomsvenner, opvokset i generationen efter krigen i et arbejderkvarter på Amager, hvor fodbold udgjorde en central del af deres drengeverden. Begge rives løs fra det oprindelige miljø: Arbejdersønnen Frank bliver professionel fodboldspiller i udlandet, Frands studerende, veteran fra 68 og aktiv på den nye venstrefløj. Da deres veje krydses igen i 1970’ernes sidste år, får det dramatiske følger. Bagefter prøver Frands fortvivlet at udrede alle de tråde, der løber sammen i mødet. Hans selvransagende beretning handler selvfølgelig meget om fodbold og dens betydning for mænd. Men samtidig kommer den til at handle om mandligt kønsliv og mænds oplevelse af verden under pres af 1970’ernes nye kvindebevægelse.