Mathilde Walter Clark

DET ER EFTERÅRET 2020. Isoleret i sit hjem sidder Mathilde Walter Clark og ser på, da den nationale minkaflivning ruller over tv-skærmen. I forgrunden står en mand og græder, men hendes blik kan ikke løsrive sig fra det der foregår i baggrunden. Billederne stemmer ikke med den historie der bliver fortalt, den vi senere har lært at kende som ”minksagen”.

Det sidste hun ville, var at skrive en bog om mink. Men hun går i gang med at lede efter svar som var der tale om en kriminalgåde. Optrævlingsarbejdet fører hende ud i verden og tilbage i tid. Forbi de amerikanske gaskamre, korruption i Kina og danske forskere der ved hvordan man slanker en mink, for at ende dér hvor historien begyndte for længe, længe siden: Hos to rastløse mænd på en lille ø ud for Canadas kyst.

Vi befinder os på én gang et stykke fra, på kant af, og grumme tæt på virkelig­heden i Mathilde Walter Clarks samlede historier. Det er fortællinger, som tester sprogets bæreevne i den verden, vi hele tiden tror, vi kender, og så alligevel ikke. Vi får den stadigt mere aktuelle historie om byen, der bliver begravet under en stor, sort sky, den utrolige beretning om den danske sprogforsker Rasmus Rasks jagt på ursproget, og historien om madanmelderen, der i sin jagt på det sublime må finde sig i at miste en kropsdel, hver gang han nyder et måltid af mesterkokken Hectór Troque. Fiske­handlerens kone forvandles langsomt til en fisk. En rejsende kommer i Marra­kechs souk i besiddelse af en flaske med et lillebitte menneske, som lover ham storhed. En hvid, europæisk kvinde rejser til Tranquebar for at redde den mindre privilegerede verden, en aldrende journalist fra Berlin rejser til Cambodia for at møde en Khmer Rouge-bøddel, og en gammel kone fra Chennai rejser til Himalaya for at møde Gud.

I Huset uden ende vender Mathilde Walter Clark tilbage til det mord som blev begået i hendes families hus i USA. I sin research finder hun ud af hvem der var morderen og ledes ind i en seriemorderindustri, som i et endeløst hus med meget mørke korridorer. Hun rejser rundt med sin notesbog og forsøger at følge sine tanker med pennen. Hvad er det vi ser, når vi ser? En gorillafigur i en lille texansk by på den anden ende. På de støvede bjergveje i Himalaya bliver hun mødt som et rumvæsen, for kvinder kan da ikke rejse alene? I New York plages hun af Kierkegaards spøgelse. Hun prøver at beskrive drømmen om verdens lykkeligste folk uden selv at vågne. Hvem mener vi egentlig, når vi siger 'jeg'? Og hvem er vi uden forestillingerne om os selv og hinanden? Der er altid nye rum at gå ind i. Og huset viser sig hele tiden at være større end vi forestiller os.

Da Mathildes stedfar dør, plages hun af spørgsmålet om hvad der vil ske, hvis hendes egen far dør ovre på den anden side af Atlanten. Vil der være nogen som ringer? Af skræk for at fortiden skal gå til grunde i hendes erindring, går hun i gang med at skrive den bog om sin far som hun altid har vidst at hun skulle skrive.

“Jeg er en ballademager Det har jeg altid været. Jeg laver ballade. Der er ikke nogen grund til at tro, at det nogensinde bliver anderledes.”

Nete Plum er 35 år. Hun bor i Birkerød med sin mand, Jan. En dag kommer hun til at hælde kogende vand på Jan og får en mystisk oplevelse. Nogle dage efter løsner hun et bræt til kælderen. Små skridt. Men en form for systematisering er der da tale om.