Eleanor Oliphant har det helt fint

Man siger, at sorgen er den pris, vi betaler for kærligheden. Den pris er alt for høj.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg gerne vil brændes. Jeg tror måske hellere, at jeg vil bruges som dyrefoder i zoologisk have. Det ville være både miljørigtigt og en dejlig lækkerbisken for de større rovdyr. Kunne man mon anmode om det?

Jeg forestillede mig, at det måske var her, at musikeren blev klippet, og det fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas. Måske ville vi en dag sidde side om side i de sorte læderstole og holde i hånd under hårtørrerne.

Jeg så ham stå bøjet over en kvinde i kørestol for at tænde hendes cigaret – hun havde taget sit drop med sig ud, så hun kunne ødelægge sit helbred, samtidig med at skatteydernes penge blev spenderet på forsøget på at genoprette det.

jo ensommere en person bliver, desto dårligere bliver de til at navigere i sociale sammenhænge. Ensomheden vokser omkring dem som mug eller pels, et profylaktisk middel, der forhindrer kontakt, uanset hvor eftertragtet denne kontakt er

Han var klædt i jakkesæt og vest, hvor den nederste knap i vesten ikke var knappet. En sand gentleman undlader at knappe den nederste knap, har mor altid sagt

har altid sat en ære i at kunne klare mig selv. Jeg er en overlever – jeg er Eleanor Oliphant. Jeg har ikke brug for andre – der er

I dag er ensomhed den nye form for kræft – en skamfuld, pinlig tilstand, som man på en eller anden måde selv er skyld i.

Når jeg før i tiden havde været trist eller fortvivlet, havde de centrale mennesker i mit liv nøjedes med at ringe til min socialrådgiver, hvorpå jeg var blevet flyttet et andet sted hen.

Da han var færdig, havde jeg nået dagens grænse for min interesse i tekniske emner.