Fri os fra kærligheden

Masters & Johnson o.a. har jo fundet ud af, at frigiditet hos kvinder ikke udelukkende skyldes „teknisk“ utilfredsstillende partnere, men i højere grad, at kvinder i vores kultur lider af manglen på erotiske „billeder“ – eller sexuel fokusering. Det er der ikke noget mærkeligt i, eftersom de erotiske billeder i vores samfund er „malet“ af mænd, og dem har kvinderne måttet placere sig i, så godt de formåede. Der findes ingen hunkønsparallel til de stimulanser, der tjener til at ophidse de mandlige drifter. Kvinderne har ubevidst måttet tilpasse deres fantasier til de mandlige for at være indbydende nok til bedækning i rimeligt omfang.

Men valget foreligger naturligvis ikke. Så godt som alle børn fødes i kernefamilien som kronen på værket i tosomheden. Barnet er ofte en nødvendig forudsætning, for at et forhold mellem to voksne kan fungere og komme til at ligne det, man – fejlagtigt – kalder en familie. Ligesom to unge mennesker, der flytter sammen, køber en masse ting, fordi tingene symboliserer, at man er blevet en familie, ligesom man køber en vaskemaskine, laver man et barn. Barnet symboliserer, at det er et fællesskab, en familie, det drejer sig om. Barnet er tosomhedens eksistensberettigelse og samtidig dens gidsel, fordi det bruges til at illudere familie med, mens hverken 2,8 eller 3,8 personer nogen sinde kan blive en familie. Barnet ofres for en idé. En idé, der går ud på, at verden ikke har forandret sig, og at familiemønstret er guddommeligt uforanderligt til evig tid. Barnet bruges til at fasttømre et forhold eller give det (ny) betydning. Barnet sænker umiddelbart glemslens slør over tosomhedens monotoni – kedsomheden. Man laver et barn for at skabe en (lykkelig) begivenhed, og den er dejlig nem, den kræver ikke de store skaberevner, men begivenheden er muligvis den største i menneskelivet.

I alle andre sfærer end den erotiske betragter man erfaring som noget værdifuldt. Men når det gælder kvindernes erotiske potentiale, holder man stædigt fast på den fromme uvidenhed.

Hvis vi endelig går over stregen, hvilket jo er på mode, da opererer man med seriemonogamiet – den form, hvorefter man forbruger mennesker som varer og skifter dem ud efter konsumprincippet, men hvor man under fortæringsprocessen almindeligvis er fuldkommen „tro“. Først er man „tro“ (mod hvad for noget?) – og så er det forbi. Der er noget, der hedder „det er forbi“ – det findes i vores sprog! Men enten er det bare kulturen, der er forbi, fordi vi har ædt hinanden op – eller også har det, der er „forbi“, aldrig været. Man går efter konformitetens princip fra den ene lidelse til den anden „fra at elske ham så meget, at man ikke kan leve uden ham – til at hade ham så meget, at man aldrig ønsker at se ham igen“.

I betragtning af, at de fleste kvinder konstant er i defensiven og på vagt, og at de lever i en daglig angst (som de har vænnet sig til) for at blive konfronteret – om ikke med voldtægt af eklatant sexuel karakter, så alle former for pressioner og indgreb i deres selvbestemmelsesret, så skrives der så forunderligt lidt om det, at man ret skulle tro, at der fra mændenes side forelå en sammensværgelse. For der er ingen tvivl om, at selvom de færreste mænd begår storvoldtægt, så accepterer de fleste mænd forekomsten af voldtægt, fordi den indirekte bekræfter deres potens.

Feminitet er et begreb, som kvinderne har måttet leve op til for at gøre sig forventninger om ridderlig behandling (ikke-at-blive-voldtaget) – eller almindelig høflighed. Men samtidig er feminitet en uskreven lov, der gør kvinder til fuldendte ofre for sexuelle aggressioner. Feminitet er at gå med sko, der gør det vanskeligt at løbe stærkt, skørter, der hæmmer bevægelsesfriheden, og undertøj, der hæmmer blodcirkulationen. Det kan næppe være en tilfældighed, at det tøj, som af mænd anses for at være det mest flatterende for en kvinde, netop er det, der gør det vanskeligt for hende at forsvare sig selv mod aggressioner.

En dag kommer man dertil, hvor det bliver mere magtpåliggende at spørge: Hvad er det karakteristiske ved kvindekønnet, der gør, at det absolut skal voldtages? Gør kvindens anatomi hende særlig velegnet som genstand for vold – eller er voldtægt snarere forbundet med mandsmyterne og den patriarkalske kultur (og dermed også kvindens psyke)? Dette vil man straks få bekræftet ved at spørge: Hvorfor bliver mænd ikke voldtaget?
Det er et spørgsmål, som de fleste kvinder vil trække på skulderen af, men som de fleste mænd, efter min erfaring, vil grine vellystigt af. For tag endelig ikke fejl: De ville elske at blive voldtaget. Volden og dehumaniseringen er nemlig så inderligt og lidenskabeligt forbundet med deres kultur, at de ikke ville have spor imod at blive voldtaget – og det er næsten det mest horrible af det hele.

Alle de kvinder, der kopulerer for husfredens skyld, er voldtægtsofre

Der er næppe nogen værre racisme end sexismen, fordi den stort set indbefatter halvdelen af jordens befolkning, som ydmyges, terroriseres og udsættes for konstant pression, og som fornægtes den elementære selvbestemmelsesret pga. deres „farve“. Men sexismen er specielt oprørende, fordi den udspiller sig i koder og underforstået vedtagne spilleregler mellem kønnene, og som kun afmystificeres ved at blive overtrådt.

Essensen af voldtægt ligger, så vidt jeg kan se, ikke i graden af åndelig/fysisk vold, som et påtvunget samleje (eller hvad det nu er) er forbundet med, men i det kvindesyn, der overhovedet gør den maskerede/umaskerede voldtægt mulig – og at en kvinde helst skal dø af det og være blodigt massakreret for at gøre sig fortjent til at blive betragtet som egentligt offer.