Den, der holder talestaven, holder i hænderne ordenes hellige magt. Kun han må tale, mens han holder pinden; resten af rådsmedlemmerne skal forholde sig tavse. Den ørnefjer, der er bundet til talestaven, giver ham modet og visdommen til at tale sandfærdigt og klogt. Kaninpelsen i enden af pinden minder ham om, at hans ord skal komme fra hjertet, og at de skal være blide og varme. Den blå sten minder ham om, at Den Store Ånd hører hans hjertes budskab såvel som de ord, han siger. Skallen, der changerer og hele tiden ændrer sig, minder ham om, at alt skabt ændrer sig – dagene, årstiderne, årene – og folk og situationer ændrer sig også. Perlerne i fire forskellige farver – gul for solopgangen (øst), rød for solnedgangen (vest), hvid for sneen (nord) og grøn for jorden (syd) – er symboler på de kræfter i universet, han holder i hænderne i det øjeblik til at sige, hvad han har på hjerte. Til pinden er der fæstnet hårstrå fra den store bøffel. Den, der taler, kan gøre det med kraften og styrken fra dette prægtige dyr.24
Denne beskrivelse af talestaven hos cherokee-stammen opsummerer på smukkeste vis det, jeg har forsøgt at lære folk. Talestaven handler ikke om at vinde diskussioner, men om at høre historien og forstå en persons hjerte