Frank Jæger lader i sin sene prosa, blandt andet Danskere (1966), Døden i Skoven (1970) og Provinser (1972) en mørkere skepsis over for livet vinde frem. Her handler det ikke mindst om kunstnerens isolation og krise — fortvivlelsen, selvbedraget — skildret med så stor styrke, at selvopgøret dog rummer en kunstnerisk selvbekræftelse.
