Det andet køn

Mennesket afskyr tanken om vilkårlighed og død, derfor hader det også alt, hvad der minder det om, at det selv er avlet. Det ville helst fornægte sin dyriske oprindelse, for netop igennem sin fødsel er det prisgivet naturens tilintetgørende magter.

Psykoanalysen har i særdeleshed ikke haft held til at forklare, hvorfor kvinden er det Andet, for selv Freud indrømmer, at faderens suverænitet er årsagen til, at man tillægger penis så stor betydning, og tilstår, at han intet ved om oprindelsen til hankønnets førende stilling.

Kvinden er svagere end manden, hun har mindre muskelkraft, færre røde blodlegemer, mindre åndedrætskapacitet. Hun løber ikke så hurtigt, løfter ikke så tunge ting, der findes så godt som ingen sportsgren, hvor hun kan konkurrere med manden. Hun kan ikke tage kampen op med ham. Til denne svaghed føjer sig hendes mangel på stabilitet og beherskelse og den førnævnte skrøbelighed. Det er kendsgerninger. Hun er derfor hæmmet i sin erobring af verden. Hun ejer ikke samme sikkerhed og forfølger ikke med samme udholdenhed sine planer, som hun da heller ikke har så let ved at realisere. Med andre ord er hendes individuelle liv ikke så rigt som mandens.

Man ved kun alt for lidt om, hvad ordet lykke indebærer, og endnu mindre om de faktiske værdier, det dækker over. Det lader sig absolut ikke gøre at måle andres lykke, men intet er lettere end at betegne den situation, man vil påtvinge andre, som lykkelig.

Det betyder, at vi, når vi beskæftiger os med den enkeltes muligheder, ikke bestemmer disse ud fra begrebet lykke, men ud fra begrebet frihed.

Kvindens drama består i denne konflikt mellem hendes fundamentale krav som subjekt – der altid anser sig selv for væsentligt – og de fordringer, der indebæres i hendes situation, som jo konstituerer hende som ikke-væsentlig

etisk brist. Er degraderingen derimod påtvunget subjektet, optræder den som frustration og undertrykkelse. I begge tilfælde må vi betegne fænomenet som et absolut onde. Hvis det er et individ magtpåliggende at retfærdiggøre sin eksistens, vil denne opleves som værende ensbetydende med et aldrig stillet behov for at nå ud over sig selv, for transcendens. Nu befinder kvinden sig imidlertid i den ganske egenartede situation, at hun – da hun jo er et menneske, dvs. en fri og selvstændig skabning – opdager og vælger sig selv, men er omgivet af mænd, der vil tvinge hende til at påtage sig rollen som den Anden. Alle bestræbelser går ud på at fastholde hende som objekt og vie hende til immanens, til stagnation, idet hendes rolle som den Anden jo betyder, at hun altid vil blive forhindret i at udfolde sit væsen aktivt af en anden bevidsthed, et andet subjekt, der er væsentligt og suverænt.

res eksistensen til en tingsagtig væren-til, frihed til tvang og tilfældighed. Indvilliger subjektet i dette fald, er der tale om en etisk brist.

Ethvert subjekt realiserer sig som sådant gennem en målsætning, der er et udtryk for dets vilje til at nå ud over sig selv, til transcendens. Skal subjektet fuldbyrde sin frihed, må det ustandseligt sprænge grænserne og nå ud til andre friheder. Det er kun muligt at retfærdiggøre eksistensen her og nu, hvis den vedblivende erobrer og inddrager en aldrig afsluttet fremtid

fordi vi derfor i nogen grad har kvindeproblemerne på afstand, håber vi at kunne forholde os objektivt til dem