etisk brist. Er degraderingen derimod påtvunget subjektet, optræder den som frustration og undertrykkelse. I begge tilfælde må vi betegne fænomenet som et absolut onde. Hvis det er et individ magtpåliggende at retfærdiggøre sin eksistens, vil denne opleves som værende ensbetydende med et aldrig stillet behov for at nå ud over sig selv, for transcendens. Nu befinder kvinden sig imidlertid i den ganske egenartede situation, at hun – da hun jo er et menneske, dvs. en fri og selvstændig skabning – opdager og vælger sig selv, men er omgivet af mænd, der vil tvinge hende til at påtage sig rollen som den Anden. Alle bestræbelser går ud på at fastholde hende som objekt og vie hende til immanens, til stagnation, idet hendes rolle som den Anden jo betyder, at hun altid vil blive forhindret i at udfolde sit væsen aktivt af en anden bevidsthed, et andet subjekt, der er væsentligt og suverænt.